Nyt sted på Aalborg Street Food: Dim Sum serverer lækre kinesiske specialiteter
En ny beboer er flyttet ind i den lille ’by’ af streetfood-køkkener der udgør Aalborg Street Food – The Lighthouse, og med sig tager de sig smagen af Kina.
Dim Sum er navnet på det nye køkken – og Dim Sum er lige det aalborgenserne nu kan få – det betyder nemlig en samling af små klassiske kinesiske retter.
I det lille køkken møder man parret og indehaverne Ling Ling Huong og Chun Song Chen, som begge har stor erfaring med at servere autentisk kinesisk mad i Danmark.
Køkkenet har haft åbent i lidt over en uges tid, og aalborgenserne har allerede taget godt imod det nye køkken.
Masser af smagsvarianter i Dim Sum-retterne
På menuen findes et væld af spændende retter med forskellige smage, og det er sådan køkkenet, ifølge Ling Ling, gør sig anderledes fra de andre køkkener.
Det er en ny og anderledes smag, og lidt forskelligt fra andre køkkener.
Hos Dim Sum kan man blandt andet bestille dumplings med rejer, Siu Mai af svinekød, superrejer i pankodej, forårsruller, og den lidt større ret ”Superand”, som er and vendt i speciel dej og stegt.
Men spørger man i køkkenet, er de ikke i tvivl – den uomtvisteligt mest populære ret på menuen er specialiteten Bao, som fåes i to varianter.
Bao består af en dampet blød dej, der omfavner et stykke gyldent sprødt dybstegt kylling, der sammen med sprød salat og hjemmelavet dressing, nærmest udgør en kinesisk burger, som Ling Ling kalder det.
Fællesnævnerne for de mange retter er den omhu hvordan de laves og serveres, den hurtige serveringstid og den store variation i de mange spændende smagsindtryk og udseende.
Fra København til Aalborg
Parret Ling Ling og Chun Song er for nyligt flyttet til Aalborg fra København med det formål at udbrede autentisk kinesisk mad til aalborgenserne ud fra restauranten i Aalborg Street Food – The Lighthouse.
Efter fem år som restaurantejere i København valgte de at sælge den, og næste spændende udfordring fandt de derefter i Aalborg.
Gæsterne på Aalborg Street Food har allerede taget allerede taget godt imod det nye spisested, og Ling Ling er lige så begejstret for byen, som MigogAalborg er for maden i køkkenet.
Dim Sum er placeret ved siden af trappen op til repoet med spisepladser og med udsigt udover Street Food ‘byen’.