Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vild modtagelse: Aalborg-podcast er strøget til tops på hitlisterne

Af Stine Kjølby Christensen

Sorg kan være en stor størrelse at tage hånd om; både for dem, der bærer den – men også dem omkring.

For hvordan tackler man tabet af én, der var tæt på? Hvordan kommer man eksempelvis videre med sit liv, når ens 18-årige datter på få sekunder blev revet fra én under en gymnasiefest?

Dette blev virkeligheden for Lisa Kajus Næblerød, da hun i 2006 mistede sin datter, Cille.

Vild modtagelse: Aalborg-podcast er strøget til tops på hitlisterne
Foto: Privat

De fleste husker nok drabet på Hasseris Gymnasium i Aalborg, hvor en jaloux ekskæreste troppede op med en kniv og endte både Cilles og senere sine egne dage.

Tilbage stod Lisa – og alle andre, der havde været tæt på Cille – med et hjerte revet i tusind stykker, uden at vide, hvordan livet nogensinde skulle kunne gå videre.

Lisas liv gik videre, men med sig havde hun også en kæmpe sorg, der skulle bearbejdes. Det har hun aldrig været bange for at snakke om højt, og det er netop det podcasten Cilles sidste dag tager fat på.

Nr. 1 på Apple Podcast

Podcasten, der fik premiere i sidste uge, er produceret af Folkekirken og journalist Michael Nørrelund.

Et projekt, der gjorde et helt enormt indtryk på ham under udarbejdelsen – og har vist sig også at gøre det på dem, der siden hen har lyttet til den.

“Modtagelsen af podcasten har været ekstremt overvældende for os. De første tre dage nåede vi 22.000 lytninger, hvilket oversteg alle forventninger,” fortæller Michael Nørrelund til MigogAalborg.

Podcasten lå desuden nr. 1 på Apple Podcast, der er Danmarks suverænt største platform, i flere dage og overhalede både Mørkeland og Genstart, der ellers ligger tungt på tronen.

En helt vild modtagelse

Michael Nørrelund står også bag podcasten De Døde Forældres Klub, der sætter fokus på børn og unge, der alt for tidligt har mistet deres forældre.

“Til sammenligning fik vores første podcast de samme antal lytninger på 10 måneder, som Cilles sidste dag fik på to dage. Det er helt vildt,” siger Michael.

I podcast-serien kommer vi endnu tættere både Cille og hendes mor Lisa, der på rørende vis fortæller om den knusende sorg over at miste sin datter.

Samtidig er podcasten også en historie om at insistere på at skabe et meningsfuldt og rigt liv, på trods.

“I podcasten har vi forsøgt at sætte fokus på alt det med sorg. Hvordan sorg og dét at miste nogen ikke er en tunnel, med lys for enden, som man bare skal igennem,” forklarer Michael, og fortsætter:

“Man skal forestille sig sorgen som et landskab; nogle gange er der mørkt, mens der andre steder er lys. De lyse områder bliver nogle gange større og større, men det mørke kan altid komme igen.

Det er det fantastiske ved at lave sådan en serie: At man kan være med til at forandre en forestilling om det at miste et andet menneske.”

Vild modtagelse: Aalborg-podcast er strøget til tops på hitlisterne

Lytterne tages med i sorgprocessen

Lisa Kajus Næblerød har aldrig været bange for at fortælle om sin datter og den sorg, der fulgte med tabet af hende.

I år er det 15 år siden, at hun blev revet fra hende – og selvom sorgen er blevet rundere med årene, lever historien om Cille videre. Nu også i et podcast-format.

I serien bliver lytterne både taget med i sorgprocessen, men får også et helt unikt indblik i tiden før og efter Cilles død.

Om Cilles forhold til sin ekskæreste, den trivielle – men betydningsfulde – hverdag op til hændelsen og ikke mindst den forfærdelige tid, som Lisa og hendes nære skulle igennem efterfølgende.

“Jeg tror, at podcasten blandt andet har opnået så stor opmærksomhed, fordi at det er en sag, som rystede hele landet. Folk kan stadig huske det, for det var jo nogle voldsomme omstændigheder.

Der er ingen tvivl om, at den slags sager pirrer folks nysgerrighed; at man kan få nogle detaljer med, der ikke før er blevet delt i medierne.

Hvis de så også kan tage noget dybere med sig, ved at lytte til den, er det jo bare fantastisk,” slutter Michael.

Serien er produceret for Folkekirken / Aalborg Stift og kan høres på din foretrukne podcast-app. Titlen er “Cilles sidste dag”. 

Del artikel

Andre læser også