Anmeldelse: Det gode vs. det onde er ét stort, komplekst kaos

Hvad er godt? Hvad er ondt? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt?

Det er nogle af de spørgsmål Aalborg Teater stiller publikum overfor i deres nye stykke Det gode vs. det onde.

Med hjælp fra tre suveræne skuespillere bliver du båret igennem hovedpersonen Hans’ historie.

Hans som Jacob Moth-Poulsen, Ena Spottag og Marie Knudsen Fogh skiftes til at spille.

Hans, som senere fik en kønsskifteoperation og blev til Eva.

Det lyder måske … komplekst. Og det er det måske også. Eller også er stykket bare et realistisk billede af, hvordan vi alle tackler spørgsmålet omkring hvad er godt og hvad er ondt?

I hvert fald udvikler forestillingen sig til ét stort, komplekst kaos, hvor publikum provokeres til at slå skuespillerne med en oppustelig kølle, Hitler træder ind, og får kastet lort (…) i hovedet, en halvforskrækket ged går en æresrunde, et køleskab vælter ud gennem et hul i væggen og en voldtægt finder sted midt på det hårde gulv.

Det onde kan ikke undgås

Hvis du synes, at det hele lyder lidt provokerende og grænseoverskridende, er det nok fordi, at det er super provokerende og grænseoverskridende.

Især fordi man som publikum ikke kan undslippe kaosset.

Kulissen er så minimalisktisk (det er bogstavelig talt kun en grå væg og et gråt gulv), at du til alle tider er tvunget til at rette blikket mod scenen.

Selvom du hverken er nøgenforskrækket eller nem at krænke, kræver det alligevel is i maven ikke at vige blikket under bestemte scener i stykket – f.eks. når Hans (Jacob) voldtager en bevidstløs festgænger (Marie), og Ena projicerer forbrydelsen op på den store, grå væg med et kamera.

Netop kameraet er et af de sceniske virkemidler, der fylder meget i Det gode vs. det onde, og frembringer skiftevis latter, når Jacob og Ena overdriver stereotyper af kinesere og franskmænd, og ubehag når det er insekter, blodige ansigter og nøgne baller, der zoomes ind på.

Meningsløst – og dog

Det gode vs. det onde er en grænseoverskridende fornøjelse, der på eventyrlig vis både forbløffer, forskrækker og tvinger én til at overveje sine egne motiver i verden.

Kan man være et godt menneske, selvom man ikke har lavet nødhjælp i Tanzania? Selvom man går i skindsko? Og kan man nogensinde genfinde troen på det gode efter, hvad der skete med Bill Cosby?

Spørgsmålene er mange, og vi tør godt garantere … at du faktisk ikke får et konkret svar på noget som helst.

I stedet bliver ens tanker sat på spidsen og på et tidspunkt opgiver du måske endda overhovedet at forstå meningen med galskaben – men så er det altså bare at læne sig tilbage og nyde det show, som Jacob, Marie og Ena ligger for dagen.

Ét stort kaos

Er man inkarneret teatergænger, så har man uden tvivl et forhold til netop disse tre, der skulle vise sig at være et helt genial trio i netop denne forestilling.

Det sker ikke så sjældent, at man som publikum kommer i tvivl om, hvad der lige er op og ned – er det skuespil? Er det improvisation? Hvad er det lige, at der foregår?

Efter halvanden time, hvor livets eksistentielle dilemmaer udpensles i ét stort virvar af lort, kakerlakker og masser af nøgenhed, kunne vi gå derfra med sammenkrøllede mavemuskler, en lille smule forargelse – og en bred enighed om, at det var et stykke, vi godt kunne se igen. Og igen.