Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vil undgå spredning af smitte: Aalborg-kirke aflyser stor julegudstjeneste i AKKC

Af Michael Qureshi

Opdateret lørdag kl. 20.50 med udtalelser fra Ansgars Kirken

Det er et meget følsomt emne i disse dage.

Skal landets kirker have lov til at gennemføre julegudstjenester midt i en gigantisk Corona-krise, hvor smittetallene er skyhøje og indlæggelser lige pt slår rekorder?

Indtil videre har regeringen og sundhedsmyndighederne valgt at frede årets julegudstjenester, men lørdag aften har Ansgars Kirke selv valgt at trække stikket på et større arrangement.

De havde nemlig rykket deres julegudstjenester tværs over vejen og ind i den enorme Aalborghallen, hvor det er tilladt at være 500 siddende med højt til loftet og langt mellem tilhørerne.

Var booket langt over 1000 billetter

Interessen for det var så stor, at der på ingen tid var booket 900 gratis billetter, og man valgte endda at udvide med en julegudstjeneste mere d. 24. december, så i alt har mere end 1000 meldt sig klar.

Men lørdag aften kan man så se i AKKC’s kalender, at det hele er aflyst.

“Ansgars Kirken har valgt at aflyse julegudstjenesterne i AKKC for at undgå smitte,” lyder den korte melding.

Lørdag aften efter aflysningen via AKKC’s kalender har Ansgars Kirken så sendt følgende udtalelse til MigogAalborg;

Anbefalinger kan ændres fra dag til dag

“Vi føler os desværre nødsaget til at aflyse de julegudstjenester, vi havde planlagt i Aalborghallen.

I Ansgars kirkens sogn er der tradition for, at op imod 1500 mennesker juleaftensdag deltager i en af kirkens julegudstjenester.

Vi lejede derfor AKKC, for at vi kunne holde fast i traditionen og fejre nogle festlige julegudstjenester sammen under helt trygge rammer efter sundhedsmyndighederne anbefalinger.

Vi stoler på myndighedernes anbefalinger til Folkekirken, men vi følger også smitteudviklingen, som nu er nået til et stadie, hvor myndighedernes anbefalinger kan ændres fra dag til dag.

På den baggrund vurderer vi, at vi nu må aflyse gudstjenesterne i AKKC for i stedet at forberede os på bringe julegudstjenesten hjem til jer i stuerne.

Vil streame julegudstjeneste

Corona eller ej – aflysning eller ej, så kommer julen alligevel med al sin glæde, fred og håb.

Og det skal stadig have lov til at lyde så højt og så tydeligt, så flest muligt hører, at en frelser er os født.

Derfor streamer vi i stedet en julegudstjeneste kl. 14.00 fra kirken på både Facebook og youtube.

På Facebook kan man følge det her

Angående julens øvrige gudstjenester: Vi følger smitteudviklingen og myndighedernes udmeldinger dag for dag, så følg med på kirkens hjemmeside. Vi streamer også de gudstjenester.

Kirkerne er normalt fyldt op

I mange familier er julegudstjenesten en fast tradition, men grundet COVID-19 er det desværre ikke muligt at samle flere hundrede julefestklædte til de traditionelle julegudstjenester, hvor kirkerne er fyldt op med forventningsfulde gæster.

Der er dog stor debat rundt omkring i landet, hvorvidt det er forsvarligt at samles til julegudstjenester i år med den eksplosive smitte i samfundet.

Opera- og kirkesanger Jacob Skov Andersen har taget initiativ til en underskriftindsamling, der skal forbyde julegudstjenester i år.

“Vi er bekymrede både på de ansattes vegne over at skulle være en del af gudstjenester, hvor de føler sig utrygge over at kunne blive smittet med corona. Men vi er sådan set også bekymrede på epidemiens vegne,” siger han til DR.

Myndigheder afviser høj risiko

Sundhedsmyndighederne afviste på et pressemøde i onsdags, at der var for høj risiko for smitte i forbindelse med julegudstjenesterne.

“Generelt vil jeg sige, at vores fornemmelse er, at der er en meget stor ansvarlighed i folkekirken i forhold til at følge de regler og retningslinjer, der er omkring gennemførelse af kirkelige handlinger og gudstjenester,” sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen har dog åbnet op for, at man igen kigger på restriktioner omkring julegudstjenester.

Imens er det sikkert, at Aalborgs største julegudstjeneste alligevel ikke bliver til noget. Musikkens Hus har dog valgt at livestream en julegudstjeneste fra deres smukke koncertsal. Det kan du læse om her.

Del artikel

Andre læser også