400 kvm outdoor-butik: Friluftsland åbner i helt nye lokaler

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

I de seneste 10 år har hjørnet af Bispensgade op mod Vesterbro været stedet, hvor mange har handlet udstyr til friluftlivet i den populære Friluftsland.

Men fra 2. april skal vi til at vænne os til en helt ny adresse. Og så alligevel.

For Friluftsland flytter kun sølle 75 meter, og adressen hedder stadig Bispensgade – men nu i nr. 26, som tidligere har huset Loft by Loftet.

Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har stået for udlejningen af lokalerne.

“Vi flytter først og fremmest, fordi vi skal bruge noget mere plads. Vi fordobler næsten antallet af kvadratmeter, og så får hele butikken en opdatering med vores nyeste koncept, som betyder en pænere og mere inspirerende butiksoplevelse,” fortæller afdelingsleder, Peter B. Jensen, til MigogAalborg.

Kæmpe Fjällräven-afdeling i vente

På de næsten 400 kvadratmeter bliver der også plads til en udvidelse af sortimentet med hele 20 procent.

Det betyder blandt andet, at man kan byde velkommen til et voldsomt populært mærke som Patagonia, og så en decideret Fjällräven-afdeling på over 50 kvadratmeter, som det helt store trækplaster.

Peter og co. glæder sig til at flytte endnu tættere ind på midtbyen.

“Der er helt naturligt flere strøgkunder på den nye adresse, og så får vi jo også Spejdersport som nærmeste naboer (som holder til i Bispensgade 28 på modsatte hjørne red.).

Vi håber, at det kan skabe en synergi-effekt, at vi er to stærke butikker samlet på samme sted i byen. Vi bliver lettere at finde, og så vil flere fra oplandet forhåbentlig komme ind til midtbyen for at blive inspireret til friluftslivet,” forklarer Peter.

Selvom flere og flere flytter til byen, oplever Friluftsland en større og større interesse for at søge den ro og fred, som hersker i naturen.

“Der føler vi et stort ansvar for at vejlede og inspirere folk. Vi er af den overbevisning, at jo flere gode oplevelser folk får i naturen, jo bedre vil de også passe på den,” siger Peter.

Hvad: Friluftsland åbner i nye lokaler
Hvor: Bispensgade 26
Hvornår: 2. april