40 flotte skibe og 14 gratis koncerter: Nu skydes Tall Ships Races officielt i gang


Hvis du ikke allerede var et smut på havnen i går, kan du roligt glæde dig i dag.
Dagens program er spækket med aktiviteter og underholdning, lige fra festpladsen og madboderne åbner kl. 11.00 – og til festpladsen og sidste koncert slutter kl. 23.00.
The Tall Ships Races skydes officielt i gang med åbningstale kl. 17.00 fra Slotspladsen ved Honnørkajen.

Festpladsen i Nørresundby
Allerede kl. 11.00 – og igen kl. 15.00 – underholder den lokale musiker Michael Back med musik og sjov for børn på Festpladsen i Nørresundby, hvor Motor Mille kendt fra DR Ramasjang ind imellem – kl. 13.00 – indtager scenen med sin populære underholdning for børn.
Om aftenen i Nørresundby kan du nyde tre koncerter, nemlig aalborgensiske Henrik Fevre kl. 17.00, den danske singer-song-writer Marie Frank kl. 19.00. Aftenen rundes af med koncert af Poul Krebs kl. 21.00.

Aktivitetspladsen ved Jomfru Ane Park
På Aalborg-siden er der også knald på programmet. På scenen ved Jomfru Ane-parken kan du nyde blues-koncert af troubaduren Max Wolff kl. 14.00.
Scenen overtages af bluegrass- og countryorkestret Muleskinners kl. 17.00 – inden det keltiske folkrock-band Coast giver koncert kl. 19.00.
Fra Aktivitetspladsen kan du også købe en highspeed-sejltur med speedbåden RibAction, og der kan købes kylling og fritter i madboden.
Musikkens Plads
Foran Musikkens Hus, hvor du også finder flere madboder, kan du i dag nyde tre koncerter. Kl. 16.00 optræder Elba med moderne pop, efterfulgt af Grace James kl. 18.00, og kl. 20.00 går Juncker på scenen.

Slotspladsen ved Honnørkajen
Foruden den officielle åbningstale kl. 17.00 kan du på scenen nyde popmusik af Ericka Jane kl. 17.15, moderne soulmusik af Calby kl. 19.00.
Og når klokken slår 21.00, vil havnefronten syde og boble, når Tobias Rahim indtager scenen.
Det store popfænomen vil uden tvivl løfte torsdagens Tall Ships Races til helt nye højder – med hits som Når mænd græder, Mucki Bar og ikke mindst Stor Mand.
Husk at alle koncerter er gratis, så du møder bare op og nyder festen.
Du kan ikke se dig fri for paraply eller regntøj i dag. DMI melder om kraftig regn i Aalborg det meste af dagen, både formiddag og eftermiddag. Temperaturen ligger på 23-25 grader, med risiko for torden.
Heldigvis ligner det, at tørvejret indfinder sig i aften, og det burde holde tørt til den stort anlagte koncert med Tobias Rahim.
Du kan følge DMI’s vejrprognoser for Aalborg her.
Få også overblikket over alle madboderne til The Tall Ships Races 2022 lige her.