Opdag Aalborg på en ny måde: Stort event laver rute til byens gavlmalerier
Aalborg er efterhånden kendt i både Danmark men også i udlandet for de mange smukke gavlmalerier rundt omkring i byen.
Men har du egentlig nogensinde set dem alle på en enkelt dag, eller ved du overhovedet hvor alle befinder sig?
Tirsdag d. 2. maj kan du komme på en helt unik tur rundt i Aalborgs gader.
Samtidig er du med til at støtte op om en vigtig sag.
Nemlig kampen for en verden uden den frygtelige sygdom Sclerose.
I maj går hele Danmark for at sætte Sclerose på danmarkskortet og for at samle ind til den sygdom, som 18.189 danskere lever med hver dag i Danmark.
I Aalborg bliver denne walk en del af IDRÆTSMØDET, som danner rammerne for byens YOU GO walk.
IDRÆTSMØDET INDTAGER BYEN
IDRÆTSMØDET indtager nemlig Kildeparken fra 2-4 maj med en masse fede aktiviteter.
For at gøre årets YOU GO Walk i Aalborg noget helt særligt, så er ruten tilrettelagt omkring de mange smukke, hemmelige og skjulte gavlmalerier, som er piblet frem i byen de seneste år.
Det hele sker i samarbejde med Aalborg Kommune og Destination Nord.
Ruten er planlagt af Louise Bøgild fra Soft Adventures.
Der er to valgmuligheder, hvis du har lyst til at opleve noget spændende og samtidig støtte et godt formål.
Du kan gå med på en 3 eller 5 km rute, hvor du sammen med andre går forbi de forskellige gavlmalerier og undervejs har mulighed for at læse om dem.
Endnu bedre.
For kun 50 kr. kan du tilkøbe at gå med en guide, som fortæller røverhistorier om rivaliserende kunstnere og gavlmaleriernes betydninger.
Uanset hvilken du vælger, så vil du opleve Aalborg på en helt ny måde og opdage små gemte perler og fortællinger du ikke anede eksisterede.
Du får både motion, læring om din by og samtidig med til at støtte op om velgørenhed. Det kunne næsten ikke være bedre.
Støtter en vigtig sag
Scleroseforeningens landsdækkende gå-event, YOU GO, løber af stablen over hele Danmark, hvor hele landet går for at samle ind til forskningen i sclerose.
Sclerose er en invaliderende, fremadskridende sygdom, der udelukkende kan sættes en stopper for igennem forskningen.
”Faktisk er mere end halvdelen af al dansk scleroseforskning finansieret af de penge, som I, der deltager i vores events som YOU GO, er med til at samle ind.
Derfor er det så enormt vigtigt, at der er mange, der vil være med til at stille op den 2. maj til YOU GO,” siger erhvervsambassadør i Scleroseforeningen og planlægger af YOU GO Aalborg, Anne Honoré Østergaard.
Den tidligere Folketingspolitiker er en kæmpe støtte i kampen mod Sclerose, og hun fortæller om selve 2. maj Walk’en;
”På YOU GO i Aalborg har vi lavet en rute, hvor vi kommer forbi mange af Aalborgs smukke og unikke gavlmalerier.
Måske tænker man, at dem har jeg da set, men da jeg gik ruten, blev jeg alligevel overrasket over hvor mange der findes.
For flere af dem, er jo godt skjult, men på den her rute, finder du dem.
Så tag din ven, søster, bror, onkel, mor eller veninde under armen, og gå med, når hele Danmark går for en verden uden sclerose.”
Hvert YOU GO-walk er arrangeret af lokale frivillige YOU GO-koordinatorer.
I Aalborg er det Louise Bøgild og Anne Honoré Østergaard.
Tidspunktet er kl. 17 og mødestedet er Kildeparken, hvor du kan afhente din startpakke fra kl. 16.
Arrangørerne glæder sig meget til at holde et brag af en gåfest sammen med hele Aalborg, og på den måde gøre en forskel sammen for en verden uden sclerose.
Fakta om You Go Walk 2. maj i Aalborg
16.00: Udlevering af startpakker ved siden af arenaen
17:00: Velkomsttale af Anne Honoré og Louise Bøgild efterfulgt at startskud for walk
18.30-19:00: Forventet tidspunkt tilbage i Kildeparken
Du kan finde YOU GO Aalborgs facebook begivenhed her: https://fb.me/e/Gv0PHnJG