Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Første sted i Danmark: Wolt åbner helt særligt supermarked i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Hvis du (også) er en af dem, der ikke altid orker at skulle ned i supermarkedet for at handle ind til madpakke, frokost eller snacks til aftenhyggen i sofaen, så har vi en særdeles god nyhed til dig.

MigogAalborg kan nemlig afsløre, at Wolt, kendt for at levere take away, åbner et supermarked i Aalborg.

Ja, du læste rigtigt.

På tirsdag, den 23. november, er Wolt Market klar med deres første butik på landsplan, når de åbner på Vesterbro 62 (den gamle Fakta Quick).

“Vi glæder os helt vildt til at åbne vores allerførste Wolt Market på en helt fantastisk placering i Aalborg,” fortæller direktør for Wolt Market, Mikkel Freiesleben, til MigogAalborg.

Første sted i Danmark: Wolt åbner helt særligt supermarked i Aalborg
Wolt Market er i fuld gang med at sætte inventar op i butikken

Sådan fungerer Wolt Market

Wolt Market bliver et helt nyt supermarkedskoncept i Danmark, hvor man har mulighed for at få leveret sine dagligvarer inden for 30 minutter.

Det bliver et såkaldt delivery/pick-up marked, hvor du som kunde ikke bare kan gå ind fra gaden og handle.

Du skal i stedet bestille dine varer via Wolt-app’en som du kender det med take away, og så leverer de karakteristiske blå bude det inden for kort tid.

Du kan også vælge at bestille varerne og selv hente dem i butikken.

“Vi kommer til at starte med cirka 2000 varenumre, og vi har alle de gængse varer, som man finder i et klassisk supermarked – lige fra frisk grønt til brød, fersk kød, frostvarer osv.,” forklarer Mikkel Freiesleben.

Et støt stigende udvalg

Wolt Marked følger indtil videre de åbningstider man kender fra app’en, som er fra klokken 10.00 – 22.00, men de kan ændre sig alt efter efterspørgslen fra kunderne.

“Vi kommer til at lytte rigtig meget til den data, vi får ind fra kunderne i app’en og på den måde kan vi skræddersy udvalg og åbningstiderne efter aalborgensernes behov,” siger Mikkel Freiesleben.

På sigt er ambitionen, at man i Wolt Market også kan bestille varer fra lokale leverandører fra Nordjylland.

Wolt Market er allerede etableret i Finland og Estland, hvor modtagelsen har været over al forventning.

Prisen for levering af dagligvarer vil være den samme, som man kender det fra leveringen af take away.