What the rainbow?: Joe & the Juice præsenterer vilde sommerdrikke
Det fantastiske sommervejr, som vi alle håber på, lader vente på sig.
I mellemtiden kan vi jo godt forkæle os selv med kølige forfriskninger.
Joe & the Juice er heldigvis leveringsdygtige på denne front med en række sommernyheder.
Vi har været forbi juicebaren på Algade for at prøve Iced Espresso Tonic, Iced Lavender Latte, Iced Blueberry Latte og Unicorn Tears.

Sådan smager det
Joe & the Juice er ikke bange for at eksperimentere med smage og halleluja for det!
Det er aldrig kedeligt at prøve deres nyheder, og det gælder også sommerdrikkene, der derfor kan skille vandene lidt.
Først fik vi en Iced Espresso Tonic, der består af epresso, tonic og rød grapefrugt (49 kroner).
Læs også: Noget helt særligt: De spændende rundvisninger i Aalborg Kloster er tilbage Denne koffeinrige drik har cirkuleret i storbyer på verdensplan i flere år, men er aldrig slået helt igennem i Danmark (eller skulle vi sige: Nordjylland).
Smagen er da også speciel. Kold kaffe, tonic og grapefrugt er jo alle bitre smage, og ja, den smager bittert, men også godt, hvis du spørger os.
Er du træt af alle de sukkersøde iskaffer rundt om i byen, er det bestemt værd at prøve den.

Den næste drik i hånden blev Iced Lavender Latte med espresso, lavendelkoncentrat og mælk (59 kroner).
Hvordan siger vi det på en pæn måde… Den smager alt for syntetisk. Nærmest af lavendelparfume, hvis det blev sprøjtet direkte ind i munden.
Heldigvis var dens frugtpendant, Iced Blueberry Latte, virkelig lækker. Den består af blåbærkoncentrat, espresso og mælk (også 59 kroner).
Blåbærversionen anbefaler vi gerne, hvis du vil prøve en alternativ islatte.

Sidst, men ikke mindst prøvede vi Unicorn Tears, der er en protein shake med mandelsmør, blå spirulina, kanel, banan, dadler, kollagen, Sproud M*lk og Whey proteinpulver (69 kroner).
Vi er faktisk i tvivl, om det er en af Joe & the Juice’s nyheder, men den fantastiske blå farve fangede vores opmærksomhed, så vi blev nødt til at bestille den.
Vores første reaktion var: Jul!
Shaken smager rigtig meget af kanel, og kanel er lig med jul for os. Det er måske ikke den mest sommerlige smag, men vi er fan. Den kan et eller andet!
