Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe cadeau: Verdensberømt medie storroser Aalborg

Af Aske Bisgaard Pedersen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Det er ofte København og Aarhus, der løber med de internationale overskrifter.

Men det sker også, at Aalborg får (den berettigede) anerkendelse, som dengang New York Times havde Nordens Paris på top-10 over steder, man skal besøge.

Nu melder det verdensberømte modemagasin Vogue sig ind i kampen og uddeler store roser til Aalborg og Nordjylland.

Lovpriser Thy

Det er ikke bare en kort bemærkning i bunden af en liste over spændende destinationer i verden.

Faktisk har Vogue dedikeret en hel artikel med ren og skær lovprisning af Danmark, hvor Aalborg og flere nordjyske steder storroses.

Særligt Thy bliver rost til skyerne. Vogue er svært begejstrede for det danske fænomen med efterskoler, hvor Thy Sportsefterskole specifikt nævnes.

Derudover hædrer modemagasinet Thy Nationalpark for de næsten 40 uafbrudte mil (svarende til 64,4 km.) af sand, mos og det særlige græs, der pryder det rå landskab og “har begrænset menneskelig indgriben til tre charmerende kystbyer: Hanstholm oppe nordpå, Klitmøller i midten og Vorupør længere sydpå,” lyder det fra Brandon Presser i Vogue-artiklen.

I samme ombæring får ‘Cold Hawaii’ også et verbalt skulderklap for ideelle forhold, der tiltrækker surfere fra hele verden.

Aalborgs havnefront også nævnt

I artiklen omtaler modemagasinet også den nyåbnede direkte rute mellem Aalborg og New York og andre direkte ruter fra London, Amsterdam og naturligvis København.

Af seværdigheder, man ikke skal gå glip af i Aalborg, nævnes Utzon Center, der “ærer mindet om den berømte danske arkitekt, der skabte Operahuset i Sydney.”

De anbefaler desuden en spadseretur langs Aalborg Havnefront, som beskrives som en “smukt renoveret vandvej”.

Til slut får Aalborgs nye designhotel, Pier 5, også en glorværdig anbefaling med på vejen som “det bedste boutiquehotel i regionen.”

Det er altså en flot hæder, Aalborg og Nordjylland har fået af det verdensomspændende og populære medie.

Vogue har næsten 10 millioner følgere på Facebook og mange flere på tværs af dets andre sociale medier.

Del artikel

Andre læser også