En halv time fra Aalborg: Jim Lyngvild åbner luksus campingplads
Lige nu sker der ting og sager i Bramslev Bakker, der ligger en halv times kørsel fra Aalborg.
Jim Lyngvild afslører i et Facebook-opslag, at nordjyder og andet godtfolk fra og med 1. juli kan booke et ophold hos det nye Viping – Bramslev Bakker.
Det er den danske kendis og modesigner, Jim Lyngvild, nemlig blevet medejer af Bramslev Bakker Camping, der i forvejen er kendt for én af landets mest spektakulære udsigter. Fremover kan du også campere ret spektakulært.
Vikingetiden anno 2023
Lyngvild, som er kendt for sine farverige og unikke kreationer, har – sammen med medejer Mads Hedegaard – taget kampen op mod den traditionelle campingoplevelse med grimme telte, myg og bål, og skabt sit eget koncept med æstetik og vikinger i fokus.
Glamping-pladsen bliver en kombination af skønhed, luksus og lækker mad, som gør opholdet på campingpladsen til noget helt særligt.
Pladsen tilbyder fem luksustelte, alle indrettet med en unik og æstetisk sans ned til mindste detalje af Jim Lyngvild selv. Hvert telt er opkaldt efter en vikingekonge eller dronning, og du vil blive mødt af små historiske hints, når du træder ind i teltet.
Det er vikingetiden anno 2023 uden lugt af bål og med en unik og luksuriøs oplevelse i centrum.
En lang række oplevelser
Udover de luksuriøse telte kan man også tilkøbe en gourmetmiddag i den nyistandsatte restaurant på pladsen, hvor man kan nyde Danmarks smukkeste udsigt.
Det er også muligt at lave sin egen mad i “Fastlægger køkkenet” på samme måde, som man ville gøre på en traditionel campingplads.
Det er ikke kun indkvarteringen, som er i fokus på campingpladsen.
Bramslev Bakker byder på en række oplevelser og aktiviteter, som man kan tage del i. Pladsen ligger tæt på Fyrkat, hvor man kan opleve Harald Blåtands vilde vikingeborg, og der er også rig mulighed for at udforske området på cykel eller til fods.
Prisen for en hverdagsovernatning på campingpladsen starter ved 1.999 kr. for to personer, inklusive morgenmad på restauranten.
Der er også mulighed for at tilkøbe op til to ekstra opredninger i teltet til 250 kr. pr. styk.
Hvis man er fire personer i et telt, vil prisen være ca. 650 kr. pr. person i hverdagene og ca. 750 kr. i weekenden.
Du kan læse mere om den nye campingplads her.