Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hop med på moden: Her kan du vinterbade i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Stine Kjølby Christensen
Foto: Stine Kjølby Christensen

Et stensikkert hit i det kolde vintervejr må uden tvivl være: Vinterbadning.

Corona-tiden har fået mange af os til at tænke (og svømme?) i nye baner, og det er mere populært end nogensinde at gøre noget godt for sig selv og sit eget velbefindende – og så gør det vel heller ikke noget, at man lige efterfølgende kan vise det frem på Instagram?

Også her i Aalborg er vinterbaderne kommet frem fra sit skjul – og har muligvis aldrig været mere henrykte end netop nu.

Der er nemlig bidende koldt i byen i disse dage med minusgrader stort set hele døgnet, så det er helt oplagt at tage et dyp i det kolde vand.

Ifølge forskning skulle vinterbadning desuden være rigtig sundt for både krop og sjæl. For eksempel skulle vinterbadning styrke immunforsvaret og være med til at frigive en masse endorfiner, der kan være med til at etablere en “lykkefølelse” i ens iskolde legeme.

Tre, to, én, hop!

I Aalborg findes der flere vinterbaderklubber, men ikke desto mindre er naturen jo frit tilgængelig, og det er derfor ikke meget sværere at blive vinterbader end at finde noget vand at kaste sig i.

Vinterbaderiet udleves i øjeblikket flere steder i byen, og faktisk er Aalborg jo et genialt sted at bo, når det kommer til vand – vi er nemlig omgivet af det.

Så hvis Vesterhavets kolde bølger ikke er et must for dig, så kan du bare tage ned til Kridtgraven i Hasseris, Kabelparken eller et sted langs Havnefronten.

Specielt Vestre Fjordpark blevet en vinterbader-favorit. Bassinet er ellers ofte tømt i vinterhalvåret, men i år er vi altså også heldige at kunne nyde godt af det kolde fjordvand.

Hop med på moden: Her kan du vinterbade i Aalborg
Foto: Stine Kjølby Christensen

Ganske vist er det meste af bassinerne frosset godt og grundigt til, men ved flere trapper er der altså lavet hul til vinterbadning – og så er parken jo eminent efterfølgende, hvor du kan nyde udsigten med en varm kop kaffe. Eller en whisky.

Drømmer du også om at blive vinterbader – eller bare en enkelt gang, så du også kan være med på moden – så kommer her et par gode råd:

Gode råd til sikker vinterbadning

  • Varm dine muskler op, før du går i det kolde vand, fx ved at løbe eller gå en tur
  • Hvis du går direkte fra saunaen til vandet, så lad kroppen køle lidt ned, inden du går i vandet
  • Gå langsomt, da badebroen og trappetrinene kan være glatte. Et par sko eller sandaler kan være en rigtig god idé
  • Hop aldrig i det kolde vand med hovedet først og tag gerne en hue på hovedet
  • Træk vejret roligt, når du går i vandet – koldt vand kan give dig midlertidig åndenød
  • Tag kun et kort dyp på fx 5-10 sekunder i det kolde vand de første gange, du vinterbader. Herefter kan du forlænge længden på dine dyp, som du synes. De fleste vinterbadere bader højest mellem 20-40 sekunder
  • Tag varmt tøj på efter badningen og drik rigeligt med te eller andre varme drikke
  • Gå under ingen omstændigheder i vandet, hvis du er påvirket af alkohol eller føler dig sløj
  • Bad aldrig alene
  • Hvis du er i tvivl, om dit helbred er godt nok til at vinterbade, så spørg din læge.

Har du nogle gode vinterbader-råd eller -steder, så del dem gerne med os på Facebook.

Del artikel

Andre læser også