Vin til millioner og ture til Champagne: Rare Wine har skabt en helt unik arbejdsplads
Selvom medarbejderne i Rare Wine og Rare Wine Invest i Vester Hassing kun drikker vin om fredagen, har de alligevel en fest, når de går på arbejde.
Virksomhederne under samme tag vokser med samme fart som en champagneprop, der popper, så lige nu er HR-partner Katrine Rafn på jagt efter endnu flere dedikerede kollegaer, der vil lære en helt ny branche at kende.
Måske er du den næste?
Blot 10 minutters kørsel fra Aalborgs midtby ligger Nordens absolut største lager af eksklusive vine, der hver dag sendes ud til alt lige fra rigmænd, filmstjerner og topatleter til kunder, der køber vin for investeringens skyld.
Interessen for de bedste vine vokser overalt i verden, og derfor er Rare Wine og Rare Wine Invest gået fra 18 til 32 medarbejdere på blot et år og 1. december bliver der budt velkommen til tre nye kolleger igen.
Forleden kunne man også offentliggøre et rekordregnskab, hvor man løftede overskuddet med over 150 procent – det kan du læse om her
Fra Maersk til Vester Hassing
En ny branche kan Rare Wines CFO nikke genkendende til, efter en karriere i store internationale koncerner som Maersk, Danske Bank og Danone flyttet fra København til Skørping, hvorfra han hver dag tager turen op til Vester Hassing.
“Jeg har altid troet, at jeg skulle arbejde i London eller New York.
I Rare Wine får jeg indfriet alle ambitionerne og får lov til at prøve kræfter med en virksomhed, der vokser måned for måned.
Kombinationen af et vildt spændende job og livet i Nordjylland er så godt, at jeg ofte roser det over for mine venner.
Især dem i København,” lyder det med et glimt i øjet fra Kasper Steensen.
Uddannelsestur til Champagne
Også for Lasse Sanderhoff er det helt nyt at være i Rare Wine-gruppen.
Han kom til som porteføljerådgiver i Rare Wine Invest i maj måned, men han nåede lige at komme med på den årlige uddannelsestur for medarbejderne.
Den gik denne gang til Champagne i Frankrig. Hans job går ud på at rådgive kunderne om investering i vin.
“Jeg har haft en karriere i Salling Group efterfulgt af en årrække i Spar Nord Bank.
I Rare Wine Invest arbejder jeg som porteføljerådgiver, præcis ligesom i en bank.
Her er der bare en helt anden team-ånd og et fedt fællesskab, og selvom vi skal præstere, har vi meget stor frihed i jobbet. For mig er det et drømmejob, for vi har det seriøst sjovt,” siger Lasse Sanderhoff, der bor i Hobro med sin familie.
Milliondyre flasker sjovere end søm og skruer
Han bakkes op af kollegaen Niklas Bramsen, der arbejder som sales manager i Rare Wines trading-afdeling. Det er her, der hver dag håndteres flasker i mange tusinde-kronersklassen.
“Den dyreste flaske, jeg selv har solgt kostede over en million kr.
Det er selvfølgelig sjovere end at sælge søm og skruer. Men det allerbedste er det drive, vi har blandt os kollegaer.
Jeg glæder mig hver dag til at komme op på kontoret. Vi hjælper hinanden, og alle spiser frokost på samme tid. Det er ikke en floskel at sige, at det er en fest at gå på arbejde,” fortæller han.
Detektiv afslører svindelnumre
Det nok mest eksotiske job i Rare Wine tilhører dog Mads Duus Pedersen, der har været med fra starten. Han er ansat som vindetektiv og sidder hver dag med forstørrelsesglas, mikroskop, UV-lys og andet avanceret udstyr for at afsløre eventuelle falske vine.
“Når vine bliver så dyre og eksklusive, som dem vi har med at gøre, er det klart, at vi skal være på vagt over for falske udgaver.
Heldigvis har vi erfaringen og udstyret til at afsløre forsøg på svindelnumre.
Vi er heldigvis ikke særlig hårdt ramt i vores del af verden, og vi oplever derfor sjældent forfalskninger.
Men når vi gør, opdager vi dem. Før sommer opdagede vi fx en lille fejl på etiketten på to meget dyre franske vine.
Selvom det er ærgerligt, når det sker, er det alligevel også vildt interessant. Det er jo i sidste ende vores kunders sikkerhed og vores eget omdømme, det handler om,” fortæller Mads Duus Pedersen, hvis ekspertise som forfalskningsekspert også bruges af internationale auktionshuse som Christies og Sotheby’s.
Medarbejdernes fortjeneste
Rare Wine og Rare Wine Invest har de seneste år været igennem en rasende udvikling, både med hensyn til omsætning og medarbejdere.
“Sidste år kunne vi ikke få armene ned, da vi nåede en omsætning på 250 millioner kroner,” siger grundlæggeren af Rare Wine Invest Anders Børsen og fortsætter;
“I årsregnskabet, der blev offentliggjort for kort tid siden, satte vi endnu engang omsætnings- og indtjeningsrekord – en præstation, som alle ansatte i Rare Wine og Rare Wine Invest ubetinget har æren for.”
Migogaalborg har lovet at viderebringe linket til selskabernes jobside hvor du fremadrettet kan følge med i hvilke stillinger der søges, eller hvordan du søger uopfordret.
Klik her, hvis du vil læse mere om hvordan du kan kontakte virksomheden.