Vin og opera: Kom til gratis koncert i weekenden

Aalborg har mange skønne bypladser, som kan lånes til alverdens arrangementer.
Louise Plads på Danmarksgade benyttes hyppigt til loppemarkeder, men denne weekend får pladsen et mere kulturelt indslag.
For tredje gang arrangerer butikken Klaverstemmeren en gratis operakoncert, hvor du i en time kan slå dig ned og nyde et glas vin eller øl til skønsang.
“Pladsen er bedårende. Jeg elsker den simpelthen,” fortæller Mette Møller, der er indehaver af Klaverstemmeren.
Hun har en ambition om at få mere musik og kultur ned på pladsen, og i år vil man blive blive ført på en rejse ad “kærlighedens veje og vildveje (…)”
Det er ægteparret Christine Hjort Bjerre og Jan Mygind, som optræder, og du kan tage plads fredag den 18. august kl. 15.30-16.45.
“Jeg er spændt på, hvor mange der kommer. Vi sætter en masse stole frem og så håber vi, at vejret bliver godt,” tilføjer Mette.
Bogbus, vin og mad
Med til en koncert hører også noget godt til ganen, og du får mulighed for at købe både vin, øl og noget at spise til koncerten.
Derudover ruller Aalborg Bibliotekerne deres bogbus ud til pladsen, fyldt til randen med bøger om netop opera. Bibliotekarerne Charlotte og Vita står klar til at svare på spørgsmål og guide dig til den rette bog.

Hvis du ikke er operanørd, men blot ønsker at sætte dig en time i det (forhåbentlige) gode vejr og lytte til musik, kan vi fortælle dig, at det er nogle erfarne musikere, du får fornøjelsen at lytte til.
Christine Hjort Bjerre er lyrisk koloratursopran og oprindelig uddannet fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium.
Jan Mygind, musikhistoriker og organist, har et omfattende virke som foredragsholder inden for opera og klassisk musik.
Det danske musikerpar har hovedsageligt haft deres fælles virke i Italien, hvor de gennem de sidste 10 år har optrådt i kirker og teatre, langs den italienske blomsterriviera.
Til koncerten på Louise Plads tager de dig på en musikalsk rejse gennem de nordiske, længselsfulde romancer og videre til den fyrige italienske opera.
“Lad jer føre med på en rejse af kærlighedens veje og vildveje gennem sange og ikke mindst store operaarier af blandt andre Bellini, Puccini, Gounod og Verdi,” skriver Mette om koncerten.

Jazz om lørdagen
Er du mere til jazz, skal du vende retur til pladsen lørdag den 19. august, kl. 13.30.
Her spilles der op til eftermiddagsjazz, og Mette lover hygge og smæk for skillingen.
Det er Mads Jensen og Nikolaj Kornerup, to unge og fremadstormende guitarister, som optræder sammen med den velsmurte far-søn rytmemaskine Jakob og Søren Lundbye samt Anders Ammitzbøl på bas.
Du kan købe fadøl og vin til koncerten.
Du kan læse mere om jazz-koncerten her.