Vildt scoop: Verdensstjerne giver koncert på Aalborg-café
Når efteråret lægger sig over Aalborg, sker der noget ganske særligt på Café Ordgeist i Skipper Clements Gade.
Den lille bogcafé har nemlig formået at booke den britiske stjerne Cherise til en eksklusiv intimkoncert den 1. november.
Cherise er ikke et navn, man normalt forbinder med små scener.
Som dobbelt vinder af Jazz FM’s Vocalist of the Year og Parliamentary Jazz Awards i 2019 og 2020, har hun allerede markeret sig som en af de mest lovende unge kunstnere inden for soul og jazz.
Hendes seneste projekt, hvor hun sammen med Grammy-vinder Gregory Porter indspillede “Love Runs Deeper” til Disneys julekampagne for Make A Wish, har yderligere cementeret hendes status.
Hun har desuden sunget med store navne som Gregory Porter og Jamie Cullum og har imponeret på nogle af Europas største festivaler.
Helt ny koncertserie
Men nu kommer hun til Aalborg på byens (måske) mindste scene.
Café Ordgeist har med deres nye koncertserie Vellyd sat sig for at give os aalborgensere unikke musikoplevelser. Serien fokuserer på kvindelige kunstnere, og CHERISE er den første, der træder ind på caféens intime scene.
“Jeg var i kontakt med hendes agent om nogle andre kunstnere, hvor hendes navn så kom på bordet.
Og efter lidt research på hende syntes vi jo, at hun passede helt perfekt ind i vores nye musikkoncept,” fortæller Mia Bønløkke Thomasen til MigogAalborg.
Der er kun 65 billetter til den noget særlige aften, og de koster 150 kr. pr. stk.
Du kan købe billet lige her.