Vildt populært: Prøv bouldering helt gratis til Åbent Hus

Bouldering er virkelig blevet populært, og nu har du snart mulighed for at prøve kræfter med det helt gratis.
Fra fredag den 27. februar til søndag den 1. marts inviterer Boulders Aalborg til åbent hus, hvor alle interesserede kan kigge forbi og prøve klatring gratis.
Over tre dage holder Boulders Aalborg åbent hus i hele åbningstiden fra fredag den 27. februar til søndag den 1. marts, hvor der er gratis entré og gratis leje af klatresko.
Besøgende får dermed mulighed for at opleve hallen og prøve kræfter med klatrevæggene uden at medbringe eget udstyr.
Fredag den 27. februar fra kl. 19.00 afholder Boulders Aalborg desuden Late Night Boulders med musik, stemningslys og nye klatreruter. De første 50 gæster efter kl. 19.00 vil få tilbudt en gratis øl eller sodavand, og åbent hus-tilbuddet gælder også denne aften.

Test dine evner
I klatrehallen kan børn og voksne prøve kræfter med nogle af de nyeste klatrevægge inden for den populære disciplin bouldering, hvor man klatrer på lave vægge og uden reb.
“Vi glæder os til at byde både nye og velkendte ansigter velkommen og håber at se en masse mennesker. Det er en god mulighed for at komme indenfor og prøve kræfter med klatringen i sit eget tempo, hvor man kan teste sine evner, opleve hvor sjovt bouldering er og mærke stemningen i hallen,” siger Aske Poulsgaard der er halansvarlig for Boulders Aalborg.
Interessen for klatring er vokset markant de senere år, og Dansk Klatreforbund anslår, at der inden 2030 vil være op mod 40.000 klatrere i Danmark. Boulders har siden etableringen i 2009 åbnet fire klatrehaller på tværs af landet, senest i Aalborg i 2025, og er i dag en del af den voksende klatrescene.
Praktisk information
Boulders Aalborg holder åbent hus fra fredag den 27. februar til søndag den 1. marts i hele åbningstiden. Der tilbydes gratis entré og gratis leje af klatresko til alle gæster.
Arrangementet foregår på Skjernvej 4A, 9220 Aalborg Øst fra kl. 10.00 til 22.00.
Alle klatrende gæster over 16 år skal underskrive en ansvarsfraskrivelse inden klatring.