Vildt comeback: Pyrus gæster Aalborg med gratis juleshow i weekenden
Sidste år pensionerede Jan Linnebjerg landets mest populære nisse, og mange troede, at det var slut med den drillesyge Pyrus.
Men nu gør Pyrus uventet comeback, og det sker allerede på lørdag her i Aalborg.
På lørdag den 16. december kan du møde ham på Centertorvet i Aalborg Storcenter klokken 12.00, hvor der helt sikkert bliver gang i den, sang i den, mere ramasjang og tju-bang i den.
Pyrus elsker Aalborg, så meget at Pyrus selv har bedt om at få lov til at komme til Aalborg Storcenter for at synge, lave ramasjang og tjubang i den.
Den populære nisse var ellers gået på nissepension, men efter den helt fantastiske opbakning og julestemning fra mere end 4000 glade nordjyder, som han oplevede sidste år i Aalborg, har nissen fået lyst til at komme én gang mere.
Flere tusinde forventes at møde op
Center Manager Niels Adolfsen håber, at rigtig mange dukker op for at fejre den populære nisse.
”Alle elsker Pyrus, og Pyrus elsker Aalborg. Pyrus er indbegrebet af jul, hygge, sjov og ballade, og han har i den grad spredt juleglæde hos 3 generationer af børn og deres forældre. Vi føler os helt vildt heldige over, at Pyrus gerne vil besøge os igen.”
”Alletiders jul” med Pyrus bliver igen i år vist på TV2, og Pyrus har derfor helt sikkert fået en ny fanflok, der gerne vil møde ham. Sidste år dukkede der 4000 gæster op for at se Pyrus, og Center Manager Niels Adolfsen regner med, at der dukker lige så mange op igen i år.
”Vi troede ikke, at der ville komme 4000 gæster for at se Pyrus sidste år, og i år hvor de genudsender ”Alletiders Jul” kommer der måske lige så mange. Heldigvis er Pyrus den sødeste nisse, og vi ved, at han kommer til at give alle en fantastisk oplevelse.”
Efter showet vil der være mulighed for at få en selfie med Pyrus. Pyrus har lovet at blive rigtig længe til dem, der gerne vil have en autograf og en selfie.
Jan Linneberg har medvirket som Pyrus i fire julekalendere og i én Pyrus-film, og han er blevet indbegrebet af dansk julehygge.
Du kan opleve Pyrus på Centertorvet i Aalborg Storcenter lørdag d. 16. december kl. 12.00-12.30.