Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ikke set vildere siden 1975: Fårup Sommerland leverer imponerende tal

Af Michael Qureshi
Foto: Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland

Efter en periode, hvor den danske og globale oplevelsesindustri har været presset af coronapandemien, er gæsterne nu tilbage i Fårup Sommerland.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra forlystelsesparken. 2022-sæsonen er allerede i gang, og her mærker man allerede effekten af en stor anlægsinvestering i Danmarks største rutsjebane, Fønix.

Rekordhøje investeringer i forlystelser, høje besøgstal i både højsæson og efterårsferie samt fyldte værelser på Hotel Fårup – Sådan lyder nogle af overskrifterne for den seneste sæson i Fårup Sommerland, som netop har afsluttet regnskabet for 2021.

Fårup Sommerlands samlede omsætning steg i 2021 med 42 procent i forhold til 2020.

I 2021 omsatte Fårup Sommerland således for 148 mio. kr., som er parkens højeste omsætning siden åbningen i 1975.

Omsætningsstigningen skal ses i lyset af, at Fårup Sommerland var tvangslukket i en del af sæsonen i 2020.

Selskabets samlede resultat efter skat steg fra et underskud på knap 1 mio. kr. i 2020 til et overskud på 18 mio. kr. i 2021.

Ikke set vildere siden 1975: Fårup Sommerland leverer imponerende tal
Foto: Fårup Sommerland

Tilfredse med udviklingen

Regnskabet, som omfatter offentlige tilskud på 7,3 mio. kr. i COVID-19 støtteordninger, skal ses i sammenhæng med et 2020, hvor pandemi og begrænsninger prægede regnskabet i endnu højere grad.

Både direktion og bestyrelse er dog tilfredse med udviklingen efter to år med lav sigtbarhed i den danske oplevelsesindustri.

 “Vi er tilfredse med udviklingen i forretningen og glæder os samtidig over de investeringer, der er foretaget for at sikre, at Fårup kommer styrket ud af en udfordrende periode.

Det er godt både for parken og for hele regionen.

Samtidig er jeg glad for den bemærkelsesværdige indsats, som hele teamet i Fårup har leveret igennem et par svære sæsoner,” fortæller Ole Mølgaard, som er bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.

Tredjebedste sæson målt på besøgende

Hele 608.113 gæster besøgte sidste år Fårup Sommerland, hvilket gør 2021 til den tredjebedste sæson i parkens historie målt på antal besøgende.

Besøgstallet er kun overgået i årene 2011 og 2013.

Først og fremmest er vi rigtig glade for at have gæsterne tilbage i Fårup Sommerland – det er det, vi lever og ånder for.

Da vi måtte indlede året med en række coronarestriktioner såsom corona-pas, krav om mundbind og afspritning, stod det hverken i sol, måne eller stjerner, at vi skulle opleve så stor en opbakning fra vores gæster,” siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Besøgstallet i 2021 skal ses i lyset af, at parken måtte se langt efter de norske gæster, som udgør omkring 70.000 besøg på en normal sæson.

Samtidig har besøgende fra idrætsbegivenheder og store grupper spillet en væsentlig mindre rolle i 2021 sammenlignet med tidligere år.