Vilde rutsjebaner og historiske sus: Museum rykker ind hos Fårup Sommerland

Har du nogensinde overvejet en kombi med vilde rutsjebaner og et smut tilbage gennem historien?
Fårup Sommerland fylder denne sommer 50 år og er i den anledning kommet på museum – eller det vil sige, det er faktisk Nordjyske Museer, der er rykket ind hos forlystelsesparken med en ny miniudstilling.
Der er tale om museets kendte containerkoncept Den Korte Historie, der de sidste par år med forskellige udstillinger har bragt den lokale historie ud til folket, præcis der, hvor den skete.
Og nu er turen så kommet til det kendte sommerland, der åbnede i 1975 som Danmarks første af sin slags.
Aldrig set før i Danmark
Grundlæggeren Anders Kragelund forstod, at turisme var et område i vækst, og det skulle udnyttes.
Han besluttede derfor, at han ville tilbyde underholdende aktiviteter for hele familien. Ved åbningen bød Fårup Sommerland derfor på familieaktiviteter som trampoliner, ridning og vandcykler.
Det blev starten på et indtil videre 50 år langt eventyr.
”I anledning af vores runde fødselsdag er der blevet gravet i historien og mange sjove, finurlige og interessante ting er dukket op.
Det er blandt andet blevet til en bog skrevet af journalist og forfatter Jørgen Pyndt og denne udstilling fra Nordjyske Museer. Og vi er superglade for at kunne dele historien med vores mange gæster den kommende tid,” fortæller direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen.
I dag er Fårup Sommerland en moderne forlystelsespark med hovedvægt på vilde rutsjebaner, mens vandcykler og ridning er skubbet lidt i baggrunden.
I Nordjyske Museers udstilling bliver man klogere på stedets spæde begyndelse samt familien Kragelunds slid og hjerteblod for Fårup gennem årtier. Udstillingen kommer også omkring Heste-Else, der har været med lige fra begyndelsen – og meget mere.
Udstillingen Den Korte Historie om Fårup Sommerland kan opleves til og med 11. juli 2025.
Historie på farten
Containeren med Den Korte Historie kommer i løbet af 2025 rundt i forskellige afkroge af Nordjylland med forskellige lokale historier.
Udover fysisk at flytte den lokale historie fra støvede museumsbygninger langt væk og tættere på borgerne, så bliver historien formidlet på en lettilgængelig måde med korte tekster og udvalgte genstande.
Udstillingen er kortfattet, og den kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie.
Formålet er at nå dem, som normalt ikke går på museum, men som i stedet bare gerne vil have lidt historie med på farten.
Projektet har modtaget støtte fra KulturKANten – Nordjyske Fortællinger, Den store kulturpulje Region Nordjylland, Sparekassen Nordjyllands Fond Af 29. marts 1976, Spar Nord Fonden, Sparekassen Danmark, Nordea-fonden og Nordland Automatic.