Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vild investering: Amerikanske milliardærer går med i nordjysk ur-investerings-startup

Af Redaktionen

To amerikanske investorer er med et stort millionbeløb i lommen gået sammen med dansk-amerikanske Jonas Berntsen om etableringen af et af de tungest fundede startups på dansk grund i nyere tid. Investment Watches bliver et af de første investeringsselskaber med et rent fokus på den hastigt voksende urindustri, og selskabet slår dørene op for sit europæiske hovedkontor i København i dag.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Et nyåbnet kontor og showroom i Axel Towers i København bliver det europæiske brohoved for investerings- og fintech-selskabet Investment Watches, der kommer til at stå på to ben: køb og salg af kostbare armbåndsure samt porteføljeinvestering i ure.

Bag selskabet står medejer og tidligere President og COO i Nasdaq-noterede MapsPeople, urentusiast, urinvestor (og nordjyde) Jonas Berntsen, og med sig har han amerikanske Garheng Kong og David Osborn.

Garheng Kong har via sin rolle som Founder og CEO i HealthQuest Capital hele 29 IPOs og exits bag sig. David Osborn har via Keller Williams opbygget en verdensledende ejendomsmæglerkæde med knap 4.500 ejendomsmæglere og en omsætning på mere end 10 mia. USD om året.

Begge investorer går ind i Investment Watches via deres private family-offices.

Baggrunden for etableringen af Investment Watches er urmarkedets eksplosive udvikling over de seneste 10 år. Interessen for armbåndsure er steget voldsomt, og da udbuddet af ure via de officielle forhandlere langt fra kan tilfredsstille efterspørgslen, er priserne steget betragteligt.

Det har skabt et relativt nyt investeringsmarked, hvor der hvert år købes og sælges nye og brugte armbåndsure for milliarder.

Investment Watches har som det første fintech- og investeringsselskab i Europa sat både køb, salg og investering i system, således at kunderne kan købe og sælge på en tryg og ordnet måde – enten i enkelture eller i porteføljer.

Porteføljerne har typisk en investeringshorisont på mellem to og 10 år med et på forhånd garanteret minimumsafkast. Investment Watches sammensætter porteføljen sammen med den enkelte privat- eller selskabskunde og bygger på en omfattende brug af data som grundlag for investeringerne.

Porteføljerne forventes at blive en betydelig del af forretningen, eftersom urmarkedet trods de seneste måneders udsving har været konstant stigende over tid.

“Der er et enormt potentiale i markedet for armbåndsure, men markedet for kostbare ure i Europa er også præget af manglende struktur og sikkerhed for både køber og sælger.

Vi er grundlagt på adgangen til en enorm mængde data, indgående viden, en usædvanligt stor kapitalbuffer og internationale ambitioner, hvilket er en kombination, der endnu ikke findes, men som der er stor efterspørgsel efter,” siger Jonas Berntsen, CEO og stifter af Investment Watches.

Med sig på holdet har han blandt andet urekspert Marcus Pedersen, der indtræder som VP i Investment Watches og anses som en af de førende Rolex-eksperter i Danmark.

Desuden er Casper Behrendtzen netop blevet en del af Investment Watches – han er kendt for en lang række tv-programmer på DR og TV2 om blandt andet vurdering af armbåndsure. Ligeledes har han været med til at opbygge auktionsportalen Lauritz.com i Danmark og har derudover en indgående viden om vintage-ure, som Investment Watches i høj grad også kommer til at handle med og investere i.

Investment Watches har via et vidt forgrenet europæisk netværk allerede opbygget en betydelig portefølje af ure fra store brands som Rolex, Audemars Piguet og Patek Philippe, hvor priserne de seneste år har været på himmelflugt og over tid har vist sig at være gode og sikre investeringsobjekter.

Del artikel

Andre læser også