Blæst bagover: Vild interesse for Aalborgtårnet og Skydepavillonen

Når den nye sæson skydes i gang i Aalborgtårnet og Skydepavillonen, bliver det med en ny forpagter i spidsen.
Tidligere i januar kunne vi fortælle, at den hidtidige forpagter er gået konkurs med sit selskab, og derfor blæser der nu nye vinde over de kendte spisesteder.
Og meget tyder på, at aalborgenserne kan begynde at glæde sig.
Begge spisesteder ejes af Det Broderlige Skydeselskab, som er blevet blæst bagover af den store interesse.
“Vi er meget taknemmelige for de mange gode bud, vi har fået,” fortæller formand Poul Christian Petersen Bach.
Interessen har givet bestyrelsen et regulært luksusproblem, for nu skal feltet af stærke ansøgere indsnævres.
“Vi har mere end en håndfuld virkelig kompetente ansøgere med stor erfaring inden for deres felt.
I aften mødes vi i forpagter-ansættelsesudvalget for at udvælge to-tre slutkandidater, som vi vil tage endnu mere grundige samtaler med. Målet er at finde den allerbedste løsning.
Uanset hvad vi ender med, er jeg sikker på, at aalborgenserne har noget godt i vente,” siger Poul Christian Petersen Bach.

Et historisk sted kræver grundighed
Aalborgtårnet blev opført i forbindelse med Nordjysk Udstilling i 1933. Oprindeligt var planen, at tårnet skulle rives ned efter udstillingen – men nedrivningen ville koste 40.000 kroner.
I stedet valgte Det Broderlige Skydeselskab at købe tårnet for blot 5.000 kroner og har siden drevet Aalborgtårnet og Skydepavillonen som forretning.
Aalborgtårnet åbner igen for gæster den 1. april, og ambitionen er, at den nye forpagter står klar allerede fra 1. marts.
“Vi har haft rigtig mange rundvisninger i både Skydepavillonen og Aalborgtårnet med interesserede parter, og vi er meget begejstrede for de visioner og idéer, de har præsenteret for os.
Det er vi dybt taknemmelige for – og vi glæder os til næste kapitel i historien for de historiske rammer,” siger formanden.