Vild hæder: Alimentum fra Aalborg får en grøn Michelin-stjerne
I aften er de nordiske Michelin-stjerner blevet uddelt i Finlands hovedstad, Helsinki.
De fleste havde håbet, at Aalborg ville få den første rigtige Michelin-stjerne nogensinde.
Men her var det kun Restaurant Aure fra København, som var den eneste nye danske restaurant med en Michelin-stjerne.
Heldigvis var der stadig stor hæder til Aalborg på scenen.
Hyldet på scenen
For Restaurant Alimentum har netop modtaget en Green Michelin Star for deres fokus på bæredygtighed og økologi.
Dermed blev de to indehavere Søren Birch og Simon Kvist Bjerre hyldet på scenen i Finland for øjnene af seere i hele Norden.
Alimentum belønnes for højt serviceniveau, udsøgte lokale råvarer, velsmag og en yderst bæredygtig tilgang til madlavning.
”Jeg er så glad og stolt af vores hold. Jeg er efterhånden en erfaren herre, men at modtage denne her anerkendelse af vores arbejde med bæredygtighed – den første af sin slags til Aalborg – er bare vildt.
Jeg er virkelig glad og stolt på vores alles vegne,” siger medejer og køkkenchef Søren Birch efter uddelingen.
Restaurantchef Simon Kvist Bjerre var også med i Finland, og også han har svært ved at holde sin begejstring nede:
”Vi har jo eksisteret i nogle år efterhånden, og jeg synes vi igennem årene hele tiden har haft høje bæredygtige ambitioner med Alimentum.
Vi har efter bedste evne lavet det mad vi elsker og tror på er fremtiden, så denne her anerkendelse er jeg meget glad for. Ikke kun på egne vegne, men i særdeleshed på alle vores ansattes vegne. Uden dem var dette ikke muligt. Det er helt sikkert,” siger Simon Kvist Bjerre, der også er medejer af Alimentum.
En gård i Brønderslev
Alimentum er en restaurant med høj fokus på grøntsager, havet og egnene omkring Aalborg. Ligesom bæredygtighed spiller en central rolle.
Og med den tilhørende gård Lille Østergård ved Brønderslev, har køkkenet de bedste muligheder for velsmag og de bedste råvarer i sæson:
”Som kok er det et privilegie at har vi har mulighed for have så stor indflydelse på hvilke grøntsager vi vil arbejde med fordi vi selv kan dyrke dem.
På den måde ved vi også hvor vores råvarer kommer fra, og hvor høj kvalitet de har. At kunne bruge helt lokale råvarer, og på samme tid støtte dygtige landmænd, er en vidunderlig gave,” siger Søren Birch.
Lille Østergård har siden midt 90’erne været et økologisk landbrug, der er beliggende nær Brønderslev.
Gården er et samarbejde mellem landmand og restaurant.
Den daglige drift varetages landmanden Morten Pedersen, ligesom Alimentum egne kokke jævnligt høster, luger og planter.
Restaurant Alimentum åbnede i 2023 spisebaren Foodlab i den ene ende af restauranten som et tilvalg til en anderledes spiseoplevelse.
Spisebaren har plads til seks personer, hvor gæsterne smager sig igennem mere end 30 små serveringer, der konstant ændrer sig efter hvilke råvarer månederne byder på.
En anden nordjysk restaurant Tri i Agger fik også en grøn Michelin-stjerne, som kun fire restauranter i hele Norden fik tildelt.
Opdateres