Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Vil gøre op med kønsforskel: Sygdom rammer flest kvinder, men behandlingen bygger på mænd

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Flere kvinder end mænd bliver ramt af KOL, men alligevel bygger det meste af den viden, vi har om sygdommen, primært på mandlige patienter.

Det vil forskere fra Aalborg Universitet nu ændre med et nyt forskningsprojekt, der dykker ned i kønsforskelle i sygdomsforløbet.

KOL er nemlig den enkeltsygdom i Danmark, der hvert år koster flest menneskeliv – faktisk omkring 10 om dagen. Op mod 400.000 danskere lever med sygdommen, og omkring halvdelen ved det ikke.

Selvom kvinder rammes hyppigere end mænd, er størstedelen af forskningen, diagnosekriterierne og behandlingsvejledningerne baseret på studier af mandlige patienter.

Det kan være en af forklaringerne på, at mange kvinder får stillet diagnosen sent – og dermed forsinkes muligheden for at bremse sygdommens udvikling i tide.

Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Atypiske symptomer hos kvinder

Et forskerhold fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital, ledet af professor og overlæge Ulla Møller Weinreich, har netop igangsat et projekt, som skal kortlægge forskelle i KOL-forløb mellem mænd og kvinder – fra første alvorlige forværring og frem til død.

“Selvom KOL fylder markant i sygdomsstatistikkerne, ved vi alt for lidt – især om kvinders sygdomsforløb. Tidligere forskning tyder på, at kvinder ofte udvikler mere alvorlig KOL tidligere i livet, og at sygdommen forløber anderledes. Derfor er det afgørende, at vi får ny viden, så vi kan sikre bedre og mere målrettet behandling af begge køn,” siger Ulla Møller Weinreich.

Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond og trækker på omfattende data fra de danske sundhedsregistre. Forskerne vil blandt andet undersøge forskelle i sygdomsdebut, genindlæggelser, tilknytning til arbejdsmarkedet og behovet for hjælp.

“Vores hypotese er, at kvinder i højere grad oplever atypiske symptomer som fx træthed frem for den klassiske rygerhoste. Det kan betyde, at sygdommen bliver overset eller diagnosticeret for sent. Samtidig tyder noget på, at kvinder er mere biologisk sårbare over for tobaksrøg, hvilket kan fremskynde sygdommens udvikling,” forklarer Ulla Møller Weinreich.

Hun forventer også, at projektet vil vise, at KOL rammer mænd og kvinder forskelligt på det sociale plan.

Aktuelt i lyset af regeringens kronikerpakker

Projektet er særligt relevant nu, hvor regeringens nye kronikerpakker har tidlig opsporing og bedre håndtering af kroniske sygdomme som et centralt fokus.

I dag står 60 procent af de danskere, der får konstateret KOL før 60-års alderen, uden for arbejdsmarkedet. En nyere, mindre undersøgelse peger på, at kvindelige patienter ofte er endnu mere socialt sårbare.

“Hvis vi vil give KOL-patienter mulighed for at bevare både arbejdsliv og livskvalitet derhjemme, skal vi blive langt klogere på, hvordan sygdommen udvikler sig forskelligt – og handle i tide,” siger Ulla Møller Weinreich.

Projektet forløber over tre år.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.