Samler kæmpe organisation: Vil flytte mange nye arbejdspladser til Aalborg

Der er godt nyt for Aalborg.
Regeringen flytter omkring 50 statslige arbejdspladser fra København til Aalborg som en del af en større omorganisering på fødevare- og landbrugsområdet.
Det sker, når Fødevarestyrelsen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen lægges sammen til én ny enhed.
Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fra 1. januar 2026.
Det skriver man i en pressemeddelelse.
Skal flytte opgaverne
De nye arbejdspladser i Aalborg bliver tilknyttet fiskeriområdet, og flytningen skal sikre, at medarbejderne kommer tættere på det erhverv, de arbejder med til daglig.
“Regeringen har et ønske om at understøtte geografisk balance i Danmark.
Derfor giver det mening at flytte netop disse opgaver, så de kommer tættere på der, hvor fiskeriet rent faktisk foregår.
Samtidig kan det bidrage til bedre myndighedskontrol med fiskeriet,” siger fødevareminister Jacob Jensen (V) om flytningen til Aalborg.
Begynder allerede nu
Ministeriet understreger, at flytningen skal skabe bedre faglige synergier og frigøre ressourcer i den samlede organisation.
“En sammenlægning af de to styrelser giver mulighed for en højere grad af samtænkning på tværs og faglige synergieffekter.
Det kan sikre en endnu højere faglig kvalitet og frigøre ressourcer fra administration, siger ministeren.
I spidsen for den nye styrelse står Kenneth Joensen, der i dag er direktør i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Arbejdet med udflytningen til Aalborg begynder allerede nu og forventes afsluttet ved udgangen af 2026.