Vil du overtage?: Disse legendariske steder er til salg

Er du inkarneret aalborgenser, så ved du nok allerede, at Aalborg er en by rig på historisk betydning og kulturelle perler, der hver især har sat sit præg på vidt forskellige måder – og forhåbentlig skal gøre det i mange år fremover.
Her snakker vi om alt fra restauranter til barer og alt derimellem.
Men faktisk kan aalborgenserne og deres eventyrlyst blive altafgørende for, om byens legendariske steder fortsætter ind i fremtiden. Flere af dem er nemlig lige nu til salg, og kræver dermed, at nogen er klar til at føre deres historie videre.
Fælles for alle stederne er, at de indtil nu er blevet drevet af kreative og visionære ildsjæle, som det kan blive svært at gå i bedene.
Men måske du tør at prøve?
Guf & Kugler
Det helt store is-eventyr startede i Nibe tilbage i 2014 som en familiedrevet virksomhed – og har været det siden.
I 2018 udvidede man med afdelingen i Slotsgade, der siden har bidraget med fantastisk is til byens isnydere. Alt i alt har Guf & Kugler været en forrygende forretning for det nordjyske par, der nu driver butikken – alligevel ønsker de at give stafetten videre.
I efteråret kom Guf & Kugler til salg, da Ismutter og Isfatter “jo ikke blev yngre”, og dermed ønskede at sætte processen i gang i god tid, så den rigtige ejer forhåbentlig kan nå at findes.
Guf & Kugler har flere gange vundet prisen som Danmarks Bedste Ishus, så det er altså ikke en synkende skude, man har mulighed for at overtage – tværtimod.
Til gengæld skal alle penge tjenes hjem i sommerhalvåret, hvilket kræver hårdt og dedikeret arbejde.
Er du interesseret i at overtage Guf & Kugler, skal du henvende dig direkte til dem.

Vestre Baadelaug
“Alt godt har en ende.”
Sådan startede Nina Pichler sit Facebook-opslag tilbage i marts, hvor hun annoncerede, at Restaurant VB nu var sat til salg.
Hun fortsætter med at konstatere, at de vilkår, der i deres små tyve år i huset har været udfordrende, praktisk talt er blevet umulige. Dette skyldtes især, at flere nøglemedarbejdere havde taget afsked de seneste år.
Derfor har Nina besluttet at stoppe, mens hun stadig står op, men håber, at en ny ejer vil overtage Vestre Baadelaug og fortsætte i samme ånd, som der gennem årene er blevet bygget op i Skudehavnen.
Seriøse henvendelser med forståelse for stedets goodwill samt fremtidige muligheder, med værdi-sætning heraf, er meget velkomne, og pris og betingelser gives på forespørgsel.
Vestre Baadelaug holder åbent som normalt.

Pandekagehuset
Lidt tidligere på året – i februar – blev endnu én af Skudehavnens perler sat til salg. Nemlig Pandekagehuset.
Med sin beliggenhed på Bådehavnsvej 13, næsten lige ned til Limfjorden, ligger den hyggelige pandekagecafé ideelt, og ejer Rasmus Winther Jørgensen har også nydt sine mange år bag disken med udsigt til den charmerende lystbådehavn.
Familielivet kræver dog også opmærksomhed, og derfor blev Pandekagehuset sat til salg – med henblik på at finde ejere, der kan drive det populære spisested videre … i forhåbentligt 14 år mere.
Hvis du er interesseret i at købe Pandekagehuset, kan du kontakte Rasmus Winther Jørgensen på her.

Ma Petite France
Vinbaren i Nørregade er uden tvivl én af byens bedste og mest velbesøgte – men ligesom med ejerne bag Guf & Kugler, kræver det også masser af energi at holde gang i sådan en biks.
Derfor blev den franske vinbar tidligere på året sat til salg, hvor ejerne håbede at finde én, der ville overtage.
Det er indtil videre ikke lykkedes, og for nylig meddelte de så, at sidste åbningsdag blev 29. juli 2023.
Vinbaren er dog fortsat til salg, og ejerne lover at hjælpe med en god overgang, hvis der skulle være nogle interesserede derude.
Vil du høre mere, kan du ringe på dette nummer.

Føtex Bistro
I Slotsgade lukkede man for nylig den bistro, der ellers havde serveret både varmt og koldt for aalborgenserne i årtier.
Mange udtrykte stor ærgrelse over lukningen, der var et led i Føtex’ nye strategi inden for deres interne madkoncepter. Men måske behøver det ikke at være slut alligevel?
Et stort skilt på facaden, der tidligere husede bistroen, viser nemlig, at lokalerne nu er sat til leje gennem EDC Erhverv.
Lokalerne rummer intet mindre end 420 kvadratmeter, og menes at kunne bruges som café, restaurant og butik.
Er du interesseret i at føre bistroen videre, og gøre rigtig mange aalborgensere glade, så kan du ringe på dette nummer.
