Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbningsdato afsløret: Her åbner populært spisested i Aalborg

Af Michael Qureshi
Silvija Jukutyte er bestyrer på Victors Madhus
Silvija Jukutyte er bestyrer på Victors Madhus

Avocado toast,  wok menu, pasta retterne, Risotto og den kendte Victors Brunch i weekenden.

Det er noget af det, aalborgenserne og især beboerne på det nye hippe Eternitten kan se frem til, når populære Victors Madhus rykker konceptet over Limfjordsbroen.

Nu ligger åbningsdagen til det nye Victors Madhus fast. Victors personalet byder derfor alle velkommen til åbningsreception fredag den 14. september mellem kl. 14-17. Her åbner personalet dørene til den nye restaurant og take away.

Victors Madhus er både spisested og take away. Menuen omfatter dagens tavleret, brunch, pasta, wok, brasserie, toast, sødt og meget andet. Kokkene arbejder synligt i køkkenet og med friske råvarer af god kvalitet.

Her er ingen tjenere, men selvbetjening ud fra filosofien om lave udgifter, fornuftig pris og høj kvalitet. Du bestiller på mobilen eller på tablets i madhuset.

Victors Madhus

Glæder sig til åbning i det nye spirende område

Eternitplader er skiftet ud med ungdomsboliger, lejligheder, kontorer, butikker og grønne områder og ikke mindst tusindvis af nye beboere, der er rullet ind i flyttebiler i hundredvis og langsomt har indtaget den gamle industrigrund i Ø-gadekvarteret.

Det seneste navn på dørskiltet er nu Victor, der med sit madhus nummer to, rykker over Limfjorden og ind på Aalborgs gamle fødested for langtidsholdbare eternit-tage.

“Vi ser frem til at åbne på Eternitten. Det er en bydel i Aalborg med mange unge mennesker, som vokser hastigt. Vi synes området trænger til både et hyggested og noget take away, der har både kvalitet og lidt x-factor” siger Silvia Jakutyte, der bliver ny bestyrer på Victors Madhus i Aalborg.

Victors Madhus
Victors Madhus er også kendte for deres søndagsbrunch

Andet led i kæden: Samme koncept og menukort

Victors Madhus har ikke kun taget kopier af navn og logo med på turen over broen. Konceptet og menukortet er det samme, og de der kender Nørresundby-afdelingen vil føle sig helt hjemme i det nye madhus. Her er høflig selvbetjening, åbent køkken og fornuftige priser – både i restaurant og som take away. Som nævnt i indledningen er så er deres meget populære ting på menuen også her i 9000 Aalborg.

Victors Madhus er en del af Bühlmann-gruppen, som blandt andet ejer det historiske Scheelsminde hotel. De har også netop lanceret deres gourmetrestaurant Bühlmann i en nyfortolket version med ny køkkenchef i Anders Høst.

Victors Madhus åbnede i Nørresundby i 2014. Ejerkredsen omfatter Danni og Anemette Bühlmann, kendt fra Scheelsminde og deres forretning Familien Bühlmann, samt hoteldirektør og iværksætter Thomas Holme. Victors Madhus er opkaldt efter Danni og Anemettes søn Victor Bühlmann.

Åbningsdato afsløret: Her åbner populært spisested i Aalborg
Danni Bühlmann (venstre) er en drivende kraft i Bühlmann Gruppen

Planer om fredagsbar med cocktails

Ejerne lægger ikke skjul på, at udvidelsen er starten på en drøm om endnu flere navnebrødre til Victor – også i byer hvor dialekten ikke er overvejende Aalborgensisk.

“Vi har set, at konceptet fungerer godt i Nørresundby. Nu udvider vi med endnu et sted i Aalborg, og håber, at det med tiden kan vokse til flere – også i andre byer. Konceptet har styrken til en kæde, hvor vi kan lægge en høj standard, med et stort udvalg og til en fornuftig pris” forklarer Silvia Jakutyte.

Det nye madhus har dog også sat gang i idéerne hos folkene bag, så der kommer nye tiltag. Eksempelvis en fredagsbar, så det er muligt at komme forbi til en cocktail efter fyraften og slå en sludder af med kollegaerne, inden byture eller fredagsslik kommer på programmet.

Victors Madhus siger til MigogAalborg, at alle er velkomne til at kigge forbi til åbningsreception fredag den 14. september kl. 14-17, hvor der vil være noget at drikke og en snack på Alexander Foss Gade nr. 15. Efter kl. 17 er madhuset åbent.

Del artikel

Andre læser også