Electric blue: Vi har testet den nye Pepsi Max
I 2021 blev Pepsi Max kåret som den mest solgte sodavand i landet, og interessen for sukkerfri produkter fortsætter med at vokse.
I lyset af denne popularitet har Pepsi intensiveret deres indsats for at skabe mere innovative produkter, hvilket de har gjort med lanceringen af “Pepsi Max Electric Blue”.
Én ting er farven. Den er blå på den virkelig syntetiske måde, og ligner umiddelbart ikke noget, man lige forbinder med ultimativ sundhed.
Grunden til, at vi overhovedet nævner sundhed er, at sodavanden indeholder både sød kartoffel- og gulerodskoncentrat, hvilket i sig selv kæmper ret meget imod det meget blå ydre.
Sådan smager den
Efter at have testet den nye Pepsi Max variant kan vi konstatere, at smagen ikke er let at definere ved første slurk.
Den minder om Pepsi Max, men har en mærkelig bismag af bær, og en undertone af sødme, der gør den lidt flad i sin ellers karakteristiske smag.
Den smager på en måde ligesom der lugter inde i eksotiske supermarkeder. Og er det så et kompliment?
Ikke for vores vedkommende. Vi var mildest talt ikke begejstrede over smagen, der mindede lidt om en Pepsi Max, der var blevet udsat for noget forfærdeligt.
Det er den sikkert ikke, men vi tvivler på, at netop denne variant får en fast plads til hylderne i butikkerne i fremtiden.
Derimod er vi ikke i tvivl om, at den bliver et hit på sociale medier og blandt den yngre generation, der godt kan lide, at noget er lidt … off.
Den perfekte ingrediens i cocktails? Arghhh…
Ifølge Pepsi Max er den nye læskedrik en forfriskende og koffeinfri sodavand, med en intens smag af citrus og bær.
Den er lavet med naturlige smagsstoffer og er helt fri for sukker, hvilket gør den til et “sundere” alternativ til traditionelle sodavand.
“Pepsi Max Electric Blue er også perfekt som ingrediens i cocktails og mocktails,” skriver de, meeeeen vi kan ikke rigtig se, hvilken cocktail der ville kunne kreeres ud af den blå væske.
Vores anbefaling?
Lad Pepsi Max Electric Blue blive på hylden og hold jer til den go’e gamle Pepsi Max.