Walking Nachos og luksustoast: Vi har testet Nibes nye madboder
Det er ikke kun på Blå Scene, at der er nyheder på madfronten.
Også i Nibes område “Havnen” er der kommet initiativer til, som vi allerede nu kan afsløre, vi håber på er kommet for at blive.
Det er nemlig ingen ringere end Podium, der står bag boderne i år.
På det rødmalede menukort præsenteres man for det første for Walking Nachos, Luksustoast, Loaded Fries og Flæskestegsburger.
Altså, umiddelbart alle vores livretter samlet på ét sted.
Det måtte vi naturligvis teste.
En gammel trend
Måske du husker konceptet med Walking Nachos fra sidste år, hvor det var en kæmpe trend på de sociale medier.
Her blandede man selv sit yndlingfyld på sine yndlingschips og fik hakket et ordentlig lag dressing udover bagefter.
Det er samme koncept, man bruger her i “Walking Nachos”, som boden også hedder.
Det er dog mere luksuriøst end det umiddelbart lyder.
Poserne står klar i en ovn, og er altså derfor varme, når du får dem – og det samme er den pulled chicken, du får udover dem. Meget lækkert.
Dressingerne er naturligvis hjemmelavet, og det kan også smages. Den perfekte tømmermænds-snack, som du ovenikøbet nemt kan – ja – gå rundt med.
Luksustoast
We have a winner!
Måske er det for tidligt at afsløre, men wow, den her kan noget.
Vi havde ellers frygtet, at “luksustoast” blot dækkede over en skive slatten ost eller en klat ketchup indeni, men vi blev positivt overraskede.
Ikke nok med at toasten serveres i et virkelig lækkert brød med et meget generøst lag cheddar, så er den også proppet med grov sennep, trøffelmayo og en tyk, god skinke.
Den smagte seriøst lækkert. Virkelig.
Kæmpe anbefaling, uanset om du har tømmermænd eller bare er lækkersulten. Godt lavet!
Loaded Fries
Der er umiddelbart ikke meget at gøre ved en omgang friturestegte kartofler – skulle man tro.
Men det modbeviser Podium på Nibe Festival.
I “Loaded Fries”-biksen kan du nemlig bestille en lækker omgang “McDonald’s*”-pommes frites (*de tynde fastfoodfritter, som lige nu gør comeback efter år med grove fritter i restaurationsbranchen).
Toppet med både ostesovs, aioli, knasende sprød bacon og forårsløg. Sidstnævnte nok mest for looket – men sådan en grøn topping kan jo kurere selv den værste klamhedsfølelse efter et døgn med øl og friture.
Og mums, hvilken omgang.
Selv i regnvejr er pommesfritterne sprøde, baconen knaser, og ostesovsen… Ja behøver vi uddybe? MUMS.
Vi vil ikke tøve med at slå et smut forbi havnen efter en gang snack-fritter senere på aftenen…
Flæskestegsburger
Er du lækkersulten efter en klassisk omgang svin i brioche, så kan vi altså anbefale den her udgave.
Her får du et perfekt tilberedt stykke flæskesteg, diverse hjemmesylt, god drelle – OG det allervigtigste: sprøde, knasende flæskesvær (og der er nok af dem!).
Der er med andre ord ikke meget gummi over den her bandit, som man siger.
Den er let at tage med, og smager fuldstændig som man forventer en god flæskestegsburger skal smage.
Så hvis du er kørt træt i den klassiske festivalsburger (Gud forbyde, at det nogensinde skulle ske), så kan vi anbefale, at du supplerer med en omgang flæsk fra Havnen.
Selv tak.
En del af en større satsning
Ud fra første testsmagning er der virkelig sket en opgradering på madfronten på Havnen.
Og noget tyder på, at den satsning er den helt rigtige.
Vi fangede Michel Lycoops torsdag eftermiddag, og der kunne han melde, at man onsdagen havde øget omsætningen med hele 30 % i området i forhold til sidste år.
Hos Nibe Festival er valget af Podium som leverandør af mad ikke tilfældig.
På tirsdagens pressemøde forklarede talsmand Peter Møller Madsen, at man er i gang med en transformation af hele “food & beverage” på festivalen.
“Vi må bestemt ikke underkende den kæmpestore indsats, som de frivillige har gjort gennem årene på madfronten, men vi skal hele tiden udvikle og man vil se flere og flere professionelle madleverandører fremover”, siger han.