Stadig byens bedste?: Vi har testet BreadbyKaerups fastelavnsboller
Årets fastelavnsbollemani er ved at komme op i fart, men det kan blive meget vildere … som dagens kagefangst viser.
Mikrobageriet på Kastetvej, BreadbyKaerup, vandt sidste år MigogAalborgs kåring af årets bedste fastelavnsbolle.
Forventningerne var derfor høje, da vi tog forbi William Kærup for at prøve årets to varianter, der netop er landet i montren.
Den klassiske … går man ikke galt i byen med
Den første fastelavnsbolle er faktisk slet ikke en nyhed.
Williams udgave af en klassisk fastelavnsbolle var også på hylden forrige år, men som han forklarer, er den så populær, at han ikke nænner at fjerne den.
Klassikeren er bagt med vaniljecreme, efterfyldt med vanilje og citron og derefter overtrukket med chokolade.
Vi er mildest talt lykkelige for, at den er en genganger, fordi den smager bare fantastisk.
Der er balance mellem sødme og syre, harmoni mellem mængden af creme og dej, og så dufter den dejligt af kardemomme og chokolade.
Det bar’ luksus.
Den nye dreng i klassen
Den nye fastelavnsbolle er inspireret af ‘cruffin’en, som bageriet er blevet lidt af en ekspert i.
Denne gang er der dog ikke popkorn involveret – i stedet kaldes den for en “semlor cruffin”, der er inspireret af den svenske fastelavnsbolle-favorit.
Dejen er selvfølgelig crossaintificeret, sprød og lækker som den skal være, og med masser af mandel, marcipan og kardemomme.
Vil du absolut vælge mellem de to fastelavnsboller, skal du tage semlor-cruffin’en, hvis du vil have noget sprødt, og den klassiske, hvis du vil have noget blødt som smelter i munden.
Men prøv dem begge to siger vi, fordi de er voooooldsomt gode.
Begge fastelavnsboller koster 38 kroner.