Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Surdejstoasts og farverige bowls: Vi har testet Aalborgs nye morgenmadscafé

Af Ane Johanne Damgaard
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

I weeekenden blev Aalborg et helt nyt morgenmadsmekka rigere.

Hver dag fra kl. 7-12 bliver Nørgaard På Hjørnet der, som navnet indikerer, ligger på hjørnet af Algade og Gravensgade, forvandlet til en morgenmadscafé.

Caféen er inspireret af den morgenmad, som du kan finde i Australien, på Hawaii og på Gili-øerne og går under navnet Nørgaard På Hjørnet – Morgenmad.

Med de lækre billeder, der allerede er blevet delt af stedets retter på Instagram og det indbydende menukort, drog vi mod det nye sted med høje forventinger.

Helt simpel menu

Midt i en solstråle med udsigt til Budolfi fandt vi et attraktivt spot, og kastede vores blikke over det mundvandsdrivende menukort.

Menuen er simpel. Den består af surdejstoasts og bowls i diverse afskygninger og selvfølgelig både kolde og varme drikke.

Vi bestilte en burrata toast med rød pesto, tomater, burrata, olivenolie, salt/peber og basilikum og en smashed avocado toast med olivenolie, tomater, salt/peber og citron.

Og så skulle vi selvfølgelig også prøve en af deres bowls. Her gik vi med en yoghurt bowl med bærkompot, græsk yoghurt, granola, sæsonens bær/frugter og honning.

Til at skylle alle herlighederne ned med bestilte vi en Iced Matcha Latte, en Iced Latte og en Cappuccino.

Surdejstoasts og farverige bowls: Vi har testet Aalborgs nye morgenmadscafé
Foto: Simone Kjølby Christensen

Retterne er smukt anrettet og en decideret fryd for øjet.

Drikkevarerne kom i de mest elegante glas, og der var ikke sparet på mængden af kolde drikke, mens kaffen kom i en smuk keramikkop med en næsten perfekt latteart på toppen.

Lækker morgenmad til billige penge

Ejeren af Nørgaard På Hjørnet, Dorthe Nørgaards, to døtre har taget sagen i egen hånd og står for alt fra design af menukort og indkøb af råvarer til tilberedning af retterne og servering.

“Vi har allerede haft super travlt. Vi har virkelig haft mange gæster i weekenden, og var lige ved ikke at kunne følge med. Så vi er så glad for, hvordan vores nye koncept er blevet taget imod,” fortæller Ingrid Janik.

Surdejstoasts og farverige bowls: Vi har testet Aalborgs nye morgenmadscafé
Foto: Simone Kjølby Christensen

Retterne bliver anrettet i Aalborgs nok mindste køkken, men det er ikke til at se på deres finish, da retterne er en sand farvelade, der virkelig gør sig godt på billeder.

Men hvordan smagte maden så?

Surdejstoasts og farverige bowls: Vi har testet Aalborgs nye morgenmadscafé
Foto: Simone Kjølby Christensen

Udover, at retterne var lige til at spise med øjnene, var smagen også i top. Yoghurt bowlen var simpel og lækker med en god balance af sødmen fra jordbærrene, syre fra bærkompotten og den sprøde granola. Den var utrolig sommerlig og stod perfekt til den store mængde solskin, vi fik lige i smasken.

En avokado toast kan man sjældent gå galt i byen med, og Nørgaard På Hjørnet leverer altså en solid en af slagsen. Den serveres på et sprødt surdejsbrød, hvor den moste avokado smager friskt og syrligt af citron, mens den toppes med søde tomater og friskkværnet peber.

Den er en smule neutral i smagen, men med et ekstra drys flagesalt, ville der ikke være meget at klage over.

Vores favorit blev dog uden tvivl deres burrata toast, som også serveres på surdejsbrød og er smurt med den lækreste pesto, der fungerer super godt i samspil med den bløde burrata ost.

Og så bliver vi nødt til at fremhæve deres priser. Du finder nemlig ikke en eneste ret på menukortet, der koster mere end 100 kroner. Deres bowls skal du kun slippe 65 kroner for at sætte tænderne i, mens deres toasts varierer fra 75-85 kroner.

Vi synes bestemt, at Nørgaard På Hjørnet er et besøg værd, som byder på en rolig atmosfære med et simpelt, men helt igennem lækkert menukort til uhyre gode priser.

Du finder dem på Gravensgade 18 alle dage fra 7-12.

Del artikel

Andre læser også