Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr

Af Stine Kjølby Christensen

Normalt skal man starte bilen og sætte kurs mod grønne græsmarker og høje fuglefløjt for at møde et sted, der rummer både heste, mennesker og halmballer på størrelse med Rundetårn.

Her er Vestbyens Rideklub undtagelsen.

I årtier har Annebergvej 10 dannet rammerne om et fristed – ikke blot for hesteinteresserede, men også fællesskaber og samhørighed mennesker iblandt.

Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr
Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr
Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr

Investerede i en daglig leder

I dag drives Vestbyens Rideklub udelukkende af frivillige forældre, børn og de donationer, som rideklubben ind i mellem er heldige at få.

Økonomien er stram, og når der engang imellem kommer uforudsete og store dyrlægeregninger, kan rideklubben blive nødt til at sælge ud af forskelligt inventar for at dække udgifterne.

Drømmen er, at økonomien skal blive endnu bedre, så rideklubben blandt andet kan få muligheden for at tilbyde handicapridning, der er én af deres helt store ambitioner for fremtiden.

Derfor besluttede man sig sidste år for at investere i en ny profil til rideklubben.

“Vi blev enige om, at vi skulle have en daglig leder og søgte efter en passende profil, der skulle have det daglige ansvar her og hjælpe klubben med fortsat at udvikle sig.

Så fik vi en ansøgning fra Bianca,” fortæller Mahtab og ser næsten forelsket over på hende, der siden har været fast tilknyttet rideklubben på fuldtid.

Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr
Fra venstre: Mahtab, Sommer og Bianca.

En del af Team Aktiv

Bianca Lea Lyberth viste sig at være det perfekte match for rideklubben, der udover at tage sig godt af stedets heste, også er kendt for at tage sig godt af mennesker.

De er blandt andet en stor del af Team Aktiv, hvor borgere med diagnoser og andre vanskeligheder bliver tilknyttet klubben og dens drift.

Hele ugen kommer nogle af de tilknyttede borgere forbi og hjælper med alt fra rengøring, opstaldning og andre småopgaver.

Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr

De indgår som en naturlig del af dagligdagen, og bliver med tiden mere og mere trygge ved både stedet, heste og de mennesker, der ellers kommer her.

“Jeg er selv ret erfaren inden for handicapområdet, og ved derfor hvordan lige præcis heste kan være en positiv tilføjelse i de her menneskers liv ved at give dem samvær, tryghed og berøring, der ellers kan være svært,” forklarer Bianca, og fortsætter:

“Jeg er meget stolt over, at vi rummer og lader denne her del af borgerne være en del af civilsamfundet. Samtidig oplever børnene også, at der er plads til alle og vi er lige meget værd uanset hvad.”

Alle aldre mødes

Heste er naturligvis samlingspunktet i Vestbyens Rideklub, men her handler det altså langt fra kun om fine priser, skinnende heste og store rosetter, som hestekulturen ellers kan synes forrådnet af.

“For os fungerer det i hverdagen, at vi passer på både hinanden og vores heste.

Hvis en hest prøver at give udtryk for noget, så opdager vi det med det samme, og forklarer så børnene, at den måske er stresset, og så finder vi sammen ud af, hvordan vi kan hjælpe den.

På samme måde gør vi det med mennesker,” siger Bianca, mens hun i samme øjeblik vinker ud af det lille staldvindue til Karen.

Karen er 77 år og besluttede for nogle år siden, at hun ville lære at ride, inden livet rinder ud.

Derfor anskaffede hun sig “en vidunderlig brun ven”, der nu bor i Vestbyens Rideklub og giver Karen en hel masse gåpåmod og glæde i hverdagen.

Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr

“Det siger jo noget om diversiteten herude, at vi har små børn ned til 3 år rendende, mens Karen på 77 år og hendes hest står i båsen ved siden af.

De deler en fælles interesse i hestene, men forenes også i vores stærke fællesskab,” siger Bianca.

Sammenholdet er vigtigt

Generelt er sammenhold og fællesskab nøgleord i rideklubben.

Bianca fortæller, at alle børnene for eksempel er en del af en ansvarstrappe, der lærer de store at hjælpe de små – der senere bliver de store, der hjælper de små.

“Vi sørger for at kæde medlemmerne hurtigt sammen på tværs af alder, så der ikke opstår den her kløft mellem dem.

Det samme gør sig faktisk gældende for forældrene, der gennem forskellige initiativer også får etableret et stærkt sammenhold, som børnene ser og efterligner,” forklarer hun.

Mahtab er selv forælder til en rideglad pige, og hun ved om nogen, at hendes datters interesse for ridning ikke blot involverer hende selv.

“Det skal man nok lige vænne sig til, når man starter hernede. At vi ikke er ikke sådan et sted, hvor man bare læsser børnene af, og så er der nogen, der står for resten.

Det kræver virkelig engagement og initiativ at være en del af klubben – men kun på en god måde, synes jeg,” siger Mahtab.

Et særligt sted: Vestbyens Rideklub gør en forskel for både mennesker og dyr

Tjener lommepenge på foreningsarbejdet

Drømmen er at gøre Vestbyens Rideklub endnu mere synlig som forening i Aalborg, og forhåbentlig oplyse aalborgenserne, så de ved, hvor meget rideklubben gør for lokalsamfundet – stort som småt.

Det kræver dog hårdt arbejde og store armbevægelser. Også i bogstaveligste forstand.

“Vi har så mange drømme og ambitioner for stedet, men det koster jo.

Derfor er vi meget opsøgende i forhold til foreningsopgaver, hvor vi kan tjene lidt lommepenge.

Sidste år satte vi for eksempel hegn op til Aalborg Karneval, og i år skal vi stå i baren til Regatta. Det er sådan, vi får det til at køre rundt,” fortæller Mahtab til MigogAalborg.

Vil gerne rumme hinanden

Udover småopgaver kører rideklubben også rundt ved hjælp af de 101 medlemmer, som rideklubben i dag tæller.

Hvert medlem betaler et kontingent, og det rejser muligvis spørgsmålet: Kunne kontingentet i princippet hæves, hvis klubben mangler penge?

“Vi bliver jo nogle gange fanget lidt i vores egne værdier, når nogen pointerer, at vi burde sætte kontingentet op. For det vil vi ikke.

Ridesport er jo i forvejen en dyr hobby, og vi vil så gerne rumme alle – også dem, der ikke har så mange penge,” forklarer Mahtab.

For det gør Vestbyens Rideklub: Rummer alle.

Ønsker du at høre mere om rideklubben eller støtte den på nogen vis, kan du kontakte dem lige her.

Del artikel

Andre læser også