Musik, mad og kunst: Festival i Vestbyen vender tilbage endnu større
Mad, øl og kunst i massevis.
Det er opskriften kort opsummeret, når Vestby Festival til efteråret går løs for anden gang.
Men det er ikke som enhver anden festival. Det bliver i anderledes uformelle omgivelser med mangfoldighed for øje, hvor der er plads til alle.
Festivalen varer fra fredag d. 22. til søndag d. 24. september.
… og særligt søndagens program skiller sig noget ud.
Kunstnere med Aalborg-tilknytning
Vestby Festival er en non-profit-festival, der blev afholdt for første gang i 2021.
I 2022 blev den aflyst af personlige årsager, men i år er den atter tilbage, hvor arrangørerne ikke nøjes med en enkelt dag:
“Første år var det en hel dag fra 14-23. I år bliver det mere spredt ud på tre dage, hvor vi hver dag starter lidt senere end første år,” fortæller festivalleder for Vestby Festival, Aske Stubkjær.
Flere dage betyder også flere kunstnere på menuen, der tæller både upcoming kunstnere, der ikke kan leve af det (endnu) samt kunstnere, hvor musikken er deres levebrød.
“Første år havde vi blandt andet Svaneborg Kardyb og Hjalte Ross, der er store i Danmark, og som vi ikke har budget til i år.
Vi præsenterede også Lemon Moon og Nivå Michaelsen, der også spiller i år,” fortæller Aske Stubkjær.
Fælles for festivalens kunstnerne er, at de enten selv er fra Aalborg eller har et tilhørsforhold til byen.
Få billetter tilbage
Festivalens første og seneste afvikling i 2021 blev totalt udsolgt, og noget tyder på, at det samme kan ske for dette års udgave:
“Vi har 40 dagsbilletter til hver dag, og lørdagsbilletterne er næsten udsolgt, så man skal være hurtig.
Men så kan man købe partoutbillet, som der er 100 af i alt, sm giver adgang til alle dage,” fortæller Aske Stubkjær.
Det er nemlig muligt at købe en dagsbillet til enten fredag eller lørdag for 185 kr. plus billetgebyr.
Vil man forbi begge dage, kan en partoutbillet blive din for 320 kr. plus billetgebyr.
Men man skal som nævnt ikke tøve for længe, hvis man vil nøjes med lørdag, hvor Cort Lunde, Stine Klingsten og Lemon Moon er på plakaten.
Søndagen byder på en ret så atypisk gudstjeneste, både hvad angår form og lokation. Det er Vor Frelser Kirke, der faciliterer den, men i AbZalons rå og historiske lokaler i Absalonsgade 28 i Vestbyen.
Det bliver en rytmisk gudstjeneste ledsaget af croissanter og champagne … og bedst af alt: Det er gratis for alle, så man behøver ikke billet til søndagens festligheder.
Flere nye tiltag
Når man bliver sulten efter at danse løs og skråle med, er der naturligvis også mulighed for at købe en bid mad.
Også på den front er der sket en opgradering fra sidst (eller hvad?):
“Første år var min svigermor ansvarlig for mad. I år hiver vi en madvogn ind, hvor man kan købe noget mad, der minder om festivalmad.
Her kan man købe fritter og burger, der kan fås både vegansk, vegetarisk og med kød. Det kommer til at koste fra 50 kr. og op til 80 kr. som menu,” fortæller Aske Stubkjær.
Om burger og fritter er bedre end svigermors mad, må vi for familiefredens skyld nok undlade at spørge festivallederen yderligere ind til.
Ud over mad og musik, vil der i år også som noget nyt være kunst på programmet.
“I år præsenterer vi også noget kunst, der vil hænge rundt omkring, som folk faktisk kan købe for priser, alle kan være med på fra 1000-2500 kr.
Det er original kunst, hvor bl.a. Frederik Fogsgaard fra Silkeborg, som har familie heroppe. Han kommer og hænger malerier op,” fortæller Aske Stubkjær.
Uanset hvad, man kommer for, er én ting sikkert:
“Vi går ikke på kompromis med musikken, kunsten eller maden. Folk køber billet til kvalitet og en god oplevelse, hvor alt er uformelt og helt nede på jorden.
Det går ud på samhørighed, fælleskab, at møde nye mennesker, høre god musik og spise god mad,” forklarer Aske Stubkjær og afslutter:
“Det er i øjenhøjde med alle, og det bliver det ved med at være.”
Du kan læse mere om Vestby Festival og købe billet her.