Verdenskendt magasin hylder “juletræ” i Aalborg

Utzon Centers alternative juletræ hyldes lige nu i det verdenskendte Wallpaper Magazine.
Juletræet bliver omtalt i kategorien ”The Most Striking Festive Installations of 2016”, som altså sætter fokus på de mest interessante og alternative jule-installationer i hele verden år.
I samme kategori bliver en vinduesudstilling i det berømte stormagasin Fortnum & Mason i London nævnt, samt en vinduesudstilling hos det eksklusive modehus, Hermés.


Wallpaper Magazine udgives i over 100.000 eksemplarer og er kæmpestore online. Magasinet sætter fokus på design, kunst, arkitektur, mode og rejser. Så det er rigtig stort, at de har fået øjnene op for et kunstværk i Aalborg.
Installationen, som kan opleves i Utzon Centers indre gård, er syv slående meter høj. Det interessante ved denne installation er, at man kan træde ind i juletræet og opleve, hvordan det er at stå inde i midten af et juletræ.
”Vi er selvfølgelig de eneste i Danmark, der har et juletræ, man kan træde ind i. Vi skal give vores besøgende anderledes og vilde oplevelser af rum og design, og det gør vi sammen med nogle af de dygtigste folk i verden”, fortæller kreativ direktør på Utzon Center, Lasse Andersson.
Juletræet er bygget af Peter Lassens GRID-system, som består af kubiske former, som designerne har brugt til at udtrykke deres ideer for, hvordan et alternativt juletræ skulle se ud ifølge dem.



Det alternative juletræ er et produkt af et samarbejde mellem nogle af verdens dygtigste arkitekter, ingeniører og lysdesignere.
Formen er designet af Skidmore, Owings og Merrill LLP (SOM), som er en af verdens ledende arkitektvirksomheder, Steensen Warming har designet lyset, mens Martin Harman har leveret lysteknik. GRID Montana og Peter Lassen har leveret grids til juletræet.


Det alternative juletræ er en del af Utzon Centers udstilling ”Sky’s The Limit”, som samme designere står bag.
Igennem hele december har man kunne opleve det alternative juletræ i Utzon Centers gårdhave, hvor det vil stå frem til slutningen af januar.