Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

For første gang på dansk: Pretty Woman bliver til storslået musical

Af Emil Kjær Jørgensen

Pretty Woman walking down… scenen i Aalborghallen d. 9.-13. november 2022.

Fans af en af de allerstørste Hollywood filmklassikere, gør jer klar.

En dansk opsætning af Broadway-succesmusicalen kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med stærke, erfarne kræfter i hovedrollerne.

Anmelderrost musicalproduktion kommer til byen

“Big mistake. Big. Huge. I have to go shopping now”– er blot én af de berømte replikker fra adskillige legendariske scener i den højtelskede romantiske komediefilm, der nu rammer Danmark som musical for første gang.

Den anmelderroste musicalproduktion, Pretty Woman, kan opleves i AKKC efteråret 2022, hvor fans både kan se frem til et genhør med det udødelige klassiske soundtrack af samme navn og en masse nye numre skabt af rockikonet Bryan Adams.

For første gang på dansk: Pretty Woman bliver til storslået musical

Musicalstjerner i hovedroller

Det er erfarne musical-kræfter, der går i Julia Roberts og Richard Geres fodspor, når Pretty Woman The Musical spiller i AKKC.

Den kyniske mangemilliardær, Edvard Lewis, spilles af en af Danmarks førende musicalstjerner, Tomas Ambt Kofod, der har brilleret i en lang række af de største roller i store musicalproduktioner, som Grease, West Side Story, Beauty and the Beast, Les Misérables og The Phantom of the Opera.

Den smukke, rå og impulsive Vivian spilles af stortalentet Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, der har medvirket i store musicalopsætninger som Disneys Aladdin – The Musical, Seebach, Chicago og Sanne.

Senest viste hun sit talent i rollen som Susan Himmelblå i musicalversionen af Midt om natten, der modtog store klapsalver af publikum, da den spillede i AKKC. Nina Maria er en fantastisk sanger og har blandt andet sunget kor for Christopher, Gulddreng og Aqua.

Kærlighed uden rammer

Han vil lave en forretningsaftale. Hun vil have det hele. Deres kærlighed sprænger alle rammer. Publikum kan glæde sig til mødet mellem de to karakterer i en opsætning med imponerende musikalitet og skuespilpræstationer.

Billetter til Pretty Woman The Musical 9.-13. november i AKKC/Aalborghallen sættes i salg torsdag 28. oktober kl. 10 og købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via. akkc.dk.

Del artikel

Andre læser også