Genial idé: Vejgaard Bageri leverer morgenbrød direkte til døren
De er tidligere blevet kåret til Danmarks bedste bageri af Opdag Danmark og holder anno 2023 titlerne “Nordjyllands bedste bageri” og “Aalborgs bedste bageri”.
Vejgaard Bageri har haft nok at fejre den seneste måned, og nu er vi lokale så heldige, at de søsætter et intet mindre end genialt tiltag.
På Instagram afslører bageriet, at de starter konceptet Magisk Morgen, hvor du hver søndag morgen kan få leveret dit morgenbrød og morgenkage direkte til hoveddøren.
“Magisk Morgen er et genialt koncept, hvor du bestiller dit morgenbrød på nettet til søndag morgen og det så er leveret og står foran din hoveddør, når du står op.
Det eneste du skal gøre er at tænde ovnen, sætte kaffen over og lune brødet til dig og din familie,” skriver bageriet.
Vælg mellem forskellige brødkasser
Det er meget, meget simpelt at komme i gang med Magisk Morgen.
Du går ind på deres hjemmeside, vælger din “brødkasse”, hvilken søndag det skal leveres, indtaster adresse og betaler – voila, så er din bestilling i hus.
Du kan lige nu vælge mellem fem forskellige brødkasser med, ja, forskelligt brød OG kager. Den ene består endda af deres fantastiske norske klejner, som vi har anmeldt her:
Læs også: Lækker og svampet: Bager rammer plet med årets første norske klejner Vejgaard Bageri skriver, at det er deres drøm at få deres lækre bagværk ud i hele Aalborg kommune, og det bliver da også en hel del lettere for brød- og kageglade aalborgensere, der har lidt svært ved at komme tidligt op en søndag morgen.
I øvrigt har bageriet ofte lynhurtigt udsolgt af deres populære bagværk, så vil du først i køen en søndag morgen, er det bare med at få bestilt.