Veje og broer spærres: Sådan påvirker The Tall Ships Races trafikken

Nu er der heldigvis ikke længe til, at The Tall Ships Races rammer Aalborg.
Mere specifikt bliver Aalborg fra på torsdag den 4. til søndag den 7. august centrum for festligheder og mere end 700.000 besøgende, når nogle af verdens smukkeste sejlskibe lægger til havnen. Det er sjette gang at Aalborg er vært for den store internationale kapsejlads.
I år kan vi se frem til fantastiske (og gratis!) koncerter med store stjerner som fx. Tobias Rahim, masser af flotte sejlskibe, underholdning for store og små og ikke mindst Danmarks største fyrværkerishow. Du kan finde meget mere info om programmet her.
Trafikken i Aalborg bliver naturligvis også påvirket af, at en så stor begivenhed som The Tall Ships Races kommer til byen.
Aalborg Kommune har netop meldt ud, hvilke veje, der bliver ramt:
Sådan spærres vejene
Du skal særligt være opmærksom på:
Afspærring af Nyhavnsgade
Fra tirsdag den 2. august kl. 07.00 til søndag den 7. august kl. 18.00 er Nyhavnsgade spærret fra Rendsburggarde til Ved Stranden.
Afspærring af Limfjordsbroen
I forbindelse med fyrværkeriet lørdag den 6. august bliver Limfjordsbroen lukket for passerende trafik.
Kl. 12.00 Afspærring af østligste vejbane, fortov og cykelsti på Limfjordsbroen. Kørsel mod nord kun i et spor.
Kl. 18.00 Limfjordsbroen spærres for al passage.
Limfjordsbroen åbnes for ordinær trafik således søndag den 7. august:
- Kl. 01.00 Fodgængere på vestlige fortov
- Kl. 01.15 Kørende trafik mod nord
- Kl. 01.30 Limfjordsbroen åbnes for sejlads
- Kl. 02.00 Al kørende trafik.
Afspærring af Kulturbroen
Fra kl. 22.45 til 23.40 vil Kulturbroen være lukket for passage fra såvel Aalborg- som Nørresundby-siden. Umiddelbart efter, at fyrværkeriet er forbi lørdag aften, bliver Kulturbroen åbnet igen.
For sejlende
Fra 6. august kl. 18.00 til 7. august kl. 01.30 vil Limfjorden fra 200 meter øst til 300 meter vest for Limfjordsbroen være afspærret for al sejlads. Afspærringen er markeret med orange bøjer. Småbåde, der ikke kræver broåbning, kan passere indtil kl. 22.30
Der er broåbning af Limfjordsbroen kl. 19.00. Sejladsforbud, der kræver broåbning, ophæves fra kl. 19.00 – til gennemsejling er afsluttet.
Parkering
Der henvises til de offentlige parkeringspladser i Aalborg. Hvis du har det blå handicapskilt, er du fritaget for at betale for at parkere på kommunens parkeringspladser.
Dette gælder uanset, om du parkerer i en handicapbås eller på en almindelig betalingsplads.
Man opfordrer til, at man bruger offentlig transport til og fra The Tall Ships Races.