Bearnaise Burger og andre “klassikere”: Vegansk grillbar er åbnet i Aalborg

Det er helt unikt, ikke set andre steder, og folk kommer langvejs fra.
Som noget nyt kan man hos Aalborg-grillbaren Den Fodkolde mæske sig i et bredt udvalg af vegansk grillmad. De har som den eneste grillbar – ikke bare i Aalborg, men i hele Danmark – tilføjet et vegansk menukort.
Der er ikke meget, der er bedre end duften af den klassiske grillmad. De sprøde pølser på grillen, fritterne i den spruttende friture, saftige burgere og alverdens lækre dressinger.
Det kan få de fleste munde til at løbe i vand bare ved tanken.
Men hvis man er veganer, eller blot ønsker at mæske sig i kødfri alternativer, så er grillbar ikke den typiske destination, når der skal syndes. Men det skal altså være slut nu!
Grillklassikere som vegansk alternativ
Restaurant Den Fodkolde hører til i City Syd og er en klassisk grillbar med et moderne og revolutionerende twist.
Her kan man nemlig få alle de lækre grillklassikere enten med eller uden kød.
MigogAalborg har været en tur forbi for at sætte tænderne i grillbarens veganske menukort, hvor vi fik lov at smage de veganske udgaver af burger, hotdog, fish and chips og en burger med bearnaise.
Dommen er entydig: Den Fodkolde og de veganske alternativer er bestemt et visit værd – uanset om man er veganer eller ej.


Danmarks første veganske grillbar
Hvis maven er begyndt at rumle, så er adressen Løven 6 ved Blå Kors.
Selvom grillbaren ikke er placeret i centrum af Aalborg, så er det et velbesøgt sted, og nogen kommer endda længere fra.
“Så vidt jeg ved, er vi stadig Danmarks eneste veganske grillbar.
Der er grillbarer, der tilbyder veganske hotdogs, men ingen har et decideret vegansk menukort. Det er unikt,” forklarer ejeren af Den Fodkolde, Martin og fortsætter:
“Vi er kendte i veganske kredse og har haft både bloggere og folk fra hele verden, der har besøgt os.”
Tilbagemeldingerne på det veganske menukort har været rigtig gode, og det er ikke kun blandt trofaste veganere.
“Vegansk mad er ikke ensbetydende med kedelig mad. Det kan også være snasket ‘syndemad’, og der er også ikke-veganere, der giver det en chance med positiv feedback.
Der er blandt andet kødspisere, der kommer og får en bøfsandwich, men vælger vegansk bøf. Mange har lyst til at prøve det af,” fortæller ejeren.

Fra en enkelt burger og hotdog til et helt menukort
Konceptet med veganske alternativer på menukortet startede småt, og siden er der kommet fart på.
“I sommeren 2019 kunne man til en start få en vegansk burger og hotdog.
Siden har det udviklet sig meget, og der er gået sport i det,” fortæller Martin.

Hvis man har mod på at dykke ned i veganermenuen hos Den Fodkolde, så er det i hvert fald ikke prisen, der skal afholde folk fra det.
Alle veganske retter koster det samme som den kødholdige modstykke.
Kan ikke købes i butikkerne
De gode råvarer og smage har krævet meget arbejde.
“Vores bøffer, nuggets og kebab kan ikke købes i butikker. Vi har været med på messer og fundet gode produkter, som vi tilfører egne krydderier.

Selvom det ‘bare’ er grillmad, så gør vi altid lidt ekstra. Det sidste og vigtigste krydderi er kærlighed, plejer vi at sige,” fortæller Martin.
Når man køber en omgang fish and chips, er den tilhørende sauce tartar også hjemmelavet.
Restaurant Den Fodkolde har åbent tirsdag til fredag fra kl. 11.00-17.30 og lørdag kl. 11.00-15.00.