Sølle fangst: Indbrudstyv gik forgæves i vaskekælder

Nogle satser på aktier, andre på lotto – og så er der dem, der tror gevinsten gemmer sig i vaskekælderen.
Sidstnævnte type var på spil i Aalborg Vestby i weekenden.
Mellem lørdag og søndag forsøgte en ukendt gerningsmand at score kassen på en lidt utraditionel måde.
Bevæbnet med det, politiet formoder var et koben, brød han kælderdøren op i et lejlighedskompleks.
Herfra fik han adgang til ejendommens vaskemaskiner, som han formentlig havde regnet med, indeholdt et stort beløb.
Desværre for tyven var det ikke tilfældet.
Udbyttet af strabadserne endte på sølle 55 kroner.
Det fremgår af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.
Hvad tyven havde forventet at få ud af indbruddet i vaskemaskinerne ved vi ikke, men det rækker næppe til meget mere end en kop kaffe på den nærmeste café eller en bustur væk fra gerningsstedet.
Læs også: Efter stor ombygning: Cocktailbar klar med nyt koncept