Nordjylland får mest: Udsender varsel om snefygning
Mandag vågnede det meste af landet op til en ny omgang snefald.
I Aalborg fik vi mere end 15 centimeter nysne. Og der er mere i vente.
Det melder DMI ud mandag aften med et varsel, der gælder det meste af Jylland.
Her varsler man om snefygning, som er snevejr og hård blæst.
Et lavtryk sender natten til onsdag et område med sne og snebyger og kraftig blæst ind over Jylland.
Mest sne i Nordjylland
Der ventes mest sne i Nordjylland, 5-10 cm, og sneen kan stedvis falde som tøsne, da temperaturen vil ligge mellem 3 graders frost og 2 graders varme.
Samtidig blæser det kraftigt op med frisk vind til kuling fra syd og sydvest med kraftige vindstød, i Nordjylland vindstød op til stormende kuling eller storm.
Varslingskriteriet for snestorm er mere end 10 cm sne på 6 timer og vind på over 10 m/s, og det ser i øjeblikket ikke ud til at blive opfyldt, da snefaldet i forbindelse med fronten ser ud til at blive under 10 cm.
Til gengæld kommer der sne og snebyger ad flere omgange, så der kan ligge en del sne når det blæser op.
I Nordjylland kan der flere steder over det kommende døgn falde op til 15 cm nysne oven på det der ligger i forvejen.
Derfor er der nu udsendt forvarsel om snefygning for store dele af Jylland, gældende fra natten til onsdag kl. 02 til onsdag morgen kl. 08.
Det bliver samtidig bidende koldt i det nordjyske.
“Den her uge bliver kold. Natten til tirsdag får vi mellem minus fem til ti grader. Lokalt kan det blive ned til minus 15 grader i Nordjylland og Nordsjælland,” fortæller vagtchef ved DMI, Erik Hansen.
DMI varsel om snefygning : https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/w1Ds94SqBo
— DMI (@dmidk) January 15, 2024