Vandskade lukkede populær vinbar: Nu har de endelig gode nyheder
Det var en meget uvelkommen vandskade, der tidligere på sommeren lukkede den populære vinbar “Nede Paa Jorden”.
Indehaver Nikolaj Drejer stod med hænderne bundet og kunne intet gøre udover at vente på, at fagpersoner fik vurderet omfanget af skaderne – og hvornår de i så fald kunne åbne igen.
Genåbner om en uge
Om der var tale om uger eller måneder, vidste han dengang ikke. Men nu er der heldigvis gode nyheder.
“Det ser ud til, at vi kan åbne op på tirsdag, om en uge!” fortæller Nikolaj Drejer begejstret til MigogAalborg.
“Det er vi naturligvis virkelig glade for, for det er overhovedet ikke sjovt at holde lukket.
Vi savner både vinbaren, stemningen og gæsterne, så det bliver virkelig fedt at komme i gang igen.
Selvom man føler, man starter lidt forfra,” siger han.
Genåbningen fejres med gratis bobler
Nede Paa Jorden forventes at åbne næste tirsdag kl. 14, og som ved åbningen i efteråret, skal genåbningen selvfølgelig også fejres.
“Da vi åbnede første gang, gav vi gratis bobler til alle, der havde reserveret bord. Det gentager vi denne gang,” fortæller han.
Det betyder, at alle, der har reserveret bord i åbningsugen, får et gratis glas bobler ved ankomsten.