Skal kontrolleres: Vandet er væk i Vestre Fjordpark

Er du en af Aalborgs mange vinterbadere, så har du måske allerede lagt mærke til det:
Bassinerne ved Vestre Fjordpark står (næsten) tomme.
Ifølge bademester Sebastian Prenta er der dog ingen grund til bekymring – tømningsarbejdet er nemlig helt planlagt og sker som en del af den årlige kontrol efter sommersæsonen.
“Bassinet er næsten tømt. Hvis alt går som det skal, bliver vandet lukket ind igen i næste uge,” fortæller Sebastian.
Klar til vinterbaderne
Og selvom mange måske tror, at fjordparkens bassiner står tomme vinteren over, er det faktisk ikke tilfældet.
“Vi har altid vand til vinter. Det her er bare en midlertidig tømning for kontrol. I marts bliver der tømt igen for at skifte sand i bunden og udføre større vedligeholdelse,” forklarer han.
Det betyder altså, at vinterbaderne snart kan hoppe i bølgen blå igen – og at alt fortsat er ved det gamle i Aalborgs populære friluftsbad.