Valgplakater deler vandene: Tre kandidater tager afstand fra ræset

Aalborgs lygtepæle er endnu en gang plastret til med smilende kandidater, slagord og partifarver.

For mange vælgere er det selve symbolet på valgkamp: Ansigter i metermål, der følger én hele vejen hjem.

Alligevel er der i år markante kandidater, der næsten ikke kan ses i bybilledet.

Ikke fordi de mangler ambitioner, men fordi de bevidst har valgt enten at droppe valgplakater helt eller at skære drastisk ned.

For dem er plakaten ikke et demokratisk værktøj, men et problem.

Både for klimaet, for æstetikken og for forståelsen af, hvad politik bør handle om.

Tre af dem er Susanne Krebs (Radikale Venstre), Jimmy Abel Nielsen (Liberal Alliance) og Melina Andersen (SF).

De står forskellige steder politisk, men er overraskende enige om én ting: Plakatræset er løbet løbsk.

“Jeg hader dem”: Radikal kandidat vil sætte loft over plakater

Da radikale Susanne Krebs første gang stillede op til kommunalvalg, var hendes udgangspunkt faktisk helt enkelt: Ingen plakater.

Det holdt ikke helt.

Hun lod sig overtale og købte 100, vel vidende at standarden lå langt højere.

“Jeg er meget imod valgplakater, men mine kollegaer mente, at det var nødvendigt,” siger hun til MigogAalborg.

I dag bruger hun de 80 plakater, der er tilbage fra kommunalvalget.

Men beslutningen for fremtiden er truffet:

“Jeg hader dem. Og som det ser ud nu, så skal jeg ikke have flere. Nogensinde,” siger hun.

Begrundelserne er mange:

“Jeg har svært ved at finde noget positivt ved det. Det er mega grimt, mega dyrt og vi slås jo nærmest om lygtepælene.

Derudover er der selvfølgelig strips, plastik og alle mulige ting, der ikke er godt for vores klima,” siger hun.

“Jeg ville ønske, at vi kunne nå til enighed om en anden måde at gøre det på.”

Hun efterlyser et loft og fælles regler, der tøjler kapløbet.

“Det kunne være, at hver kandidat havde 50. I gamle dage havde man store stativer rundt i byen, hvor hver kandidat kunne sætte en plakat ind. Noget hvor man begrænsede antallet.

Der kunne godt findes andre måder at gøre det på.”

Men hun peger også på, at det ikke er en beslutning, man bare kan tage lokalt.

Læs også: Valgplakat i flammer: Nu politianmelder politiker sagen

“Det er ikke en beslutning, vi kan træffe kommunalt, den ligger i Folketinget. Man kan godt lave en lokalbeslutning, men så skal alle være enige.”

I stedet lægger hun sin energi andre steder: Sociale medier, elektroniske reklameskærme og – vigtigst – samtaler.

“Jeg er ude og snakke med folk, hver evig eneste dag. Det er strategien og det, der virker,” slår hun fast.

“Gammeldags måde at føre valgkamp på”: Liberal Alliances kandidat dropper dem helt

Hvor Susanne Krebs skruer voldsomt ned, har Liberal Alliances Jimmy Abel Nielsen taget konsekvensen og sagt helt nej.

Han er den eneste i sin valgkreds fra LA, der slet ikke bruger valgplakater.

“Jeg synes ikke valgplakater er tiden værd,” siger han.

“De sviner, skæmmer byen og siger næsten ingenting om det, folk faktisk kæmper med i hverdagen.

Jeg vil hellere bruge min tid og mine penge på at møde mennesker og tale om de problemer, der fylder for dem.”

For ham er fravalget også et politisk signal.

“Ja, det handler om klima, men også om almindelig orden og respekt for byen.

Plakater ender tit forkert, de hænger skævt, og alt for ofte bliver de ikke taget ned til tiden.

Og helt ærligt, jeg synes det er en gammeldags måde at føre valgkamp på, hvor man sælger et ansigt i stedet for at forklare, hvad man vil gøre.”

I stedet banker han på døre, deler flyers ud og satser på kandidattests.

“Jeg satser på at være til stede og i øjenhøjde.

Jeg bruger flyers og dør-til-dør, fordi jeg gerne vil møde folk og høre, hvad der presser dem i hverdagen,” forklarer han.

Han er ærgerlig over, at politisk annoncering på sociale medier er blevet begrænset i EU, fordi det var en af de få billige måder at blive set på for kandidater uden store budgetter.

Og han er ikke naiv omkring prisen.

“Ja, det kan koste stemmer, fordi man bliver mindre synlig. Det er jeg realistisk omkring.

Men jeg håber, at flere vælgere vælger efter holdninger og løsninger, ikke efter hvem der hænger på flest lygtepæle.”

Reaktionerne er delte:

“Nogle siger tak, fordi de er trætte af rod og plastik i gaderne.

Andre siger, at selvom plakater måske ikke flytter meget, så kan det være en risiko slet ikke at være med i gadebilledet.

Den bekymring forstår jeg godt, og derfor prøver jeg at være mere synlig på den måde, hvor man faktisk kan snakke sammen.”

“Folk synes det er fedt”: SF’er genbruger alle plakater

SF’s Melina Andersen går en tredje vej.

Hun bruger valgplakater, men nægter at få produceret nye.

Alle hendes plakater er genbrugte fra tidligere valg.

“Vi har et ansvar for at tænke over miljøet og klimaet i alle livets aspekter,” siger hun.

“Vi ved, at valgplakater virker, og det minder folk om, at der er et valg at træffe – men der er ingen grund til at få produceret nye, hvis de gamle stadig virker.”

For hende handler det om konsekvens:

“En valgkamp er desværre afhængig af mange forskellige engangsmaterialer, men alt det vi kan genbruge, synes jeg vi skal.

Jeg har også gemte kaffekopper, vi ikke fik brugt, og klistermærker som ikke nåede at komme på merch.”

Genbrugsstrategien kræver til gengæld også en masse ekstra arbejde.

“Valgplakaterne brugte mig og tre frivillige næsten to fulde dage på at vaske og tørre af, så de var pæne til næste gang,” fortæller hun.

Hun håber, at det sender et tydeligt signal om, at grøn omstilling ikke kun er noget, man siger.

“Jeg håber, det signalerer, at jeg ikke bare taler om grøn omstilling, men også gør, hvad jeg kan for at praktisere det.

Jeg køber virkelig meget i genbrug og forsøger at bruge alt ny-købt tøj, indtil det er helt slidt op.

Hvis vi vil lykkes med den grønne omstilling, skal vi være bevidste om, hvilke ressourcer vi bruger.”

Vælgerne reagerer heldigvis positivt, oplever hun.

“Folk synes det er fedt, og bliver glade, når de hører det.

Valgplakater kan godt dele vandene, men når jeg nævner, at alle mine er genbrugt, så bliver folk positivt overrasket.

Det er som om, det er lidt mere okay, at de så hænger oppe i lygtepælene.”

Og også hun ønsker at bremse kapløbet.

“Jeg føler virkelig, at plakatræsset er stukket af ved de sidste par valg.

Jeg kunne godt ønske, at der var et maks på, hvor mange plakater der måtte være – eller endnu bedre, at de kun var tilladte på udvalgte centrale pladser,” slutter hun.