“Dybt frustrerende”: Valghærværk rammer igen i Aalborg
En kedelig tendens har desværre ramt valgkampen her i kommunen.
Flere episoder er allerede blevet politianmeldt, hvor plakater og bannere bliver revet ned eller udsat for hærværk – i langt grovere omfang end tidligere.
Vi har allerede beskrevet sager, hvor 27 valgplakater blev pillet ned i protest – mens et stort banner med Maja Torp og Mads Duedahls ansigter tidligere i valgkampen blev skamferet med et uhyggeligt resultat.
Nu er endnu en lokalpolitiker blevet ramt.
Valgbanner stjålet
Byrådskandidat for Venstre, Maj-Britt Kjær, fortæller, at et af hendes valgbannere er blevet stjålet fra en mark i Gl. Hals i løbet af natten til søndag.
“Et af mine valgbannere er blevet stjålet fra en mark, hvor det hang på halmballer sammen med et andet banner.
Begge bannere blev sat op fredag, men da jeg kom forbi søndag, var det ene forsvundet,” fortæller hun.

Ifølge Maj-Britt Kjær er der ikke blot tale om et simpelt tyveri.
“De strips, der holdt banneret fast, er skåret over, og i forbindelse med tyveriet er snore, der holder sammen på selve halmballerne, også blevet skåret over.
Det betyder, at landmanden, som venligt har stillet sin mark og sine halmballer til rådighed, også har lidt et tab,” siger hun.
Hun kalder episoden både personligt og principielt dybt frustrerende.
“Jeg bruger egne midler på at føre kampagne, og når mit valgmateriale forsvinder, er det et direkte økonomisk tab.
Men endnu værre er den manglende respekt for vores demokrati. Når nogen vælger at ødelægge eller fjerne valgmateriale, så er det sabotage af den frie debat,” siger hun.

Maj-Britt Kjær understreger, at mange lokale har vist opbakning til hendes kandidatur – og at hændelsen derfor rammer bredere end blot hende selv.
“Det her er ikke kun et angreb på mig, men også på de borgere, der engagerer sig og støtter demokratiet, siger hun.
Sagen er nu politianmeldt.