Vaffel i croissantdej: Isbutik åbner med sprøde “Croffles”
Selvom der ikke ligefrem mangler kage-content her på kanalen i øjeblikket, siger vi altså aldrig nej til en ekstra god nyhed på den front.
Kalenderen viser stadig kun februar, men hos en særlig isbutik i Aalborg skydes issæsonen allerede i gang i dag, når Isværftet på Stjernepladsen genåbner klokken 11.30.
Det markeres naturligvis med spændende nyheder.
Fra æbleskivevafler til croffles
Isværftet imponerede i juletiden, da de hoppede med på hypen og forvandlede de klassiske æbleskiver til sprøde vidundere i vaffeljernet.
Nu bygger de videre på succesen og introducerer fra i morgen de famøse croffles.
Og hvad er en croffle, tænker du måske?
Jo, croffles er en uimodståelig sammensmeltning af en croissant og en vaffel – selvfølgelig toppet med lemoncurd og chokoladesauce.

Gælder om at finde på noget nyt
Bag idéen står Isværftets indehaver, Lene Koldkjær Decker, som endnu en gang har lyttet til sine kunder.
“Det gælder jo hele tiden om at finde på noget nyt, og igen foreslog én af mine gode kunder, at vi da skulle have croffles,” fortæller hun til MigogAalborg.
Inspirationen kommer også fra Aalborgs fastelavnskager, hvor flere bagere er gået croissant-vejen i år.

Hos Isværftet har man dog skippet fløden og i stedet forkælet crofflen med en valgfri kugle is.
Læs også: Den er gigantisk: Bageri er tilbage med Aalborgs største fastelavnsbolle Sådan smager den
Vi har naturligvis allerede været forbi for at smage byens nye vidunder, og vi må bare konstatere: En croissant bliver ikke mindre lækker af at blive fladmast i et vaffeljern og overdynget med gourmetis.
Prisen er 52 kr.
Du kan selvfølgelig også springe crofflen over og i stedet shoppe løs i Isværftets udvalg af specialvarer – her finder du som altid alt fra romkugler til chokolade og diverse drikkevarer.
Uanset hvad du er til, kan du få det hos Isværftet fra i morgen.
Åbningstiderne i februar er 11.30-18 (lukket mandage). Fra marts har man åbent alle dage. Du finder Isværftet på Stjernepladsen.
Hvis du alligevel er i området, kan du jo passende besøge den nye legeplads. Læs mere om det her:
Læs også: Længe ventet: Ny legeplads i Aalborg-bydel åbner snart