Vær opmærksom: Falsk billede af eftersøgt bil florerer i Mia-sagen

Siden Nordjyllands Politi delte et overvågningbillede af den mørke bil, der søndag morgen samlede 22-årige Mia op, har mange budt ind med gæt på, hvilken bil der kunne være tale om.
Desværre er der i takt med, at billedet er blevet delt, også kommet et manipuleret billede i omløb, der meget tydeligere viser en bestemt biltype – i tydelig blå.
Ifølge DR er dette billede falsk, og det er derfor meget vigtigt, at det ikke spredes yderligere, da det for det første skaber misinformation og desuden påvirker en masse mennesker til at ringe ind med info om køretøjet på et forkert grundlag.
“Selvom vi er glade for, at der bliver delt information i sagen, så må vi på det kraftigste opfordre til ikke at dele billeder, der ikke kommer fra os eller andre troværdige kilder,” siger Christian Brinck, presseansvarlig ved Nordjyllands Politi, til DR.
Det er også blevet delt i MigogAalborgs kommentarspor på Facebook, og vi vil naturligvis bede vores læsere om ikke at dele billedet.
Har fået nok informationer om bilen
Nordjyllands Politi har indtil nu bedt offentligheden om hjælp i forhold til at identificere den mørke bil, som 22-årige Mia Skadhauge Stevn steg ind i på Vesterbro ved Netto søndag morgen klokken 06.09.
Men nu melder politiet imidlertid ud, at de har fået nok informationer til sat arbejde videre med sagen. De skriver på Twitter:
“Vedr. forsvindingssag: Vi har fået nok informationer ind vedrørende det eftersøgte køretøj, som vi arbejder videre med. Tak for jeres hjælp. Efterforskningen i sagen fortsætter.”
I går meddelte politiet, at de havde fået over 400 henvendelser ind om bilen, og de har altså – for nu – fået nok ind til at kunne arbejde videre med sagen.