Uventede skatte kan dukke op: Genstande graves frem ved Lindholm Høje Museet

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Nordjyllands Historiske Museum
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Om godt to uger har de nordjyske skolebørn vinterferie, og skal de yngste i familien lidt væk fra Ipad, Playstation og Netflix, har vi fundet et spændende alternativ.

Fra 18.-21. februar bringer Nordjyllands Historiske Museum udgravningen af den store jernaldergravplads ved Vaarst (ca. år 200-550 e.Kr.) helt tæt på museumsgæsterne på Lindholm Høje Museet.

Det skriver Nordmus.dk

Her vil en konservator fra Bevaringscenter Nord og arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum udgrave jordblokke, som de har hjemtaget fra de rigeste grave fra gravpladsen.

Uventede ting kan dukke op

“Vi ved, at der ligger genstande i jordblokkende klar til at blive gravet frem, men præcis hvad vi finder – og i hvilken stand – det ved vi ikke.

Ved hjælp af røntgenfotos kan vi dog få et hint om, hvad de indeholder.

På nogle røntgenbillederne kan man tydelig se, hvilke genstande nogle af jordblokkene indeholder, mens det er anderledes vanskeligt at se i andre af jordblokkene.

De fleste rummer metalgenstande såsom knive og smykker af forskellig art, men der vil uden tvivl også dukke helt uventede ting op,” fortæller Nordjyllands Historiske Museum om udgravningen.

Røntgenbilleder afslører, at jordblokkende indeholder fine genstande. I dagene 18. til 21. februar kan du opleve arkæologerne udgrave blokkene og selv være med på sidelinjen, når genstandene dukker frem. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Publikum kan derfor følge selve udgravningsprocessen på allertætteste hold og få samme ahaoplevelser, som arkæologer får, når nye genstande dukker frem af mulden.

Du kan opleve arkæologerne udgrave jordblokkene i tidsrummet kl. 11.00-15.30.

I forbindelse med arkæologernes udgravning af jordblokkene, så kan børn gætte med på, hvad der mon bliver fundet. Hele ugen kan de nemlig deltage i en tegnekonkurrence, hvor de skal tegne, hvad de tror, arkæologerne finder.

I uge 9 trækkes en vinder ved lodtrækning, som efter eget valg vinder brætspillet Jomsborg eller diverse bøger om vikinger.

Udstilling med fund fra Vaarst

Historien om fundene i Vaarst begyndte tilbage i sommeren 2018, hvor den lokale metaldetektorentusiast Anders Bryder indleverede et stort antal genstande, som han havde fundet med sin metaldetektor.

Efterfølgende afslørede arkæologiske undersøgelser, at området rent faktisk gemte på resterne af landsdelens største gravplads fra overgangen fra ældre til yngre jernalder. I alt er der dukket flere hundrede grave op.

Da arkæologerne undersøgte en af gravene nærmere, dukkede dette Snartemo-glas op. Det er importeret fra Centraleuropa eller Sortehavsregion og stemmer fra ca. 400 e.Kr. Fra 18. februar 2020 kan det ses på Lindholm Høje Museet. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Fra tirsdag 18. februar kan du på Lindholm Høje Museet opleve de flotteste af fundene fra Vaarst i en mindre udstilling.

Blandt de udstillede genstande er blandt andet det fantastisk velbevarede Snartemo-glas, som blev fundet i en af gravene, samt flere af de mange fine smykker og andre genstande fundet ved gravpladsen.

I forbindelse med museets undersøgelser af området ved Vaarst, har medlemmer af Nordjysk Detektorforening hjulpet med at afsøge området, og takket være dem, er mange genstande dukket op af mulden.

18.-21. februar kan du møde folk fra foreningen, der fortæller om metaldetektering som hobby. De er på museet tirsdag til fredag kl. 11.00-15.00.

Entré til Lindholm Høje Museet er 75. kr for voksne, mens børn under 18 har gratis adgang.