Skjulte skatte: Find unikke fund til søndagens loppemarkeder
Solen stråler indad vinduerne. Og vi kan ikke vente med at komme ud i forårsvejret.
Selvfølgelig ved vi aldrig, om det vender igen om fem minutter. Men vi ved, at så snart temperaturen er over 10 grader, kalder vi på iskaffer i lange baner, solbriller i håret og LOPPEMARKEDER.
For hvad er hyggeligere end at tulre rundt i Aalborg og finde genbrugsguld til billige penge?
Det er derfor alt for heldigt, at der i morgen, søndag den 16. april, er tre loppemarkeder stablet på benene her i Aalborg, hvor du kan finde skjulte skatte både indendørs og udendørs.
Grøn Bazaar
Er det tid til at få fyldt forårsgarderoben op? Så er Grøn Bazaar den perfekte mulighed for at finde gode sager på en måde, der er både god ved pengepungen og klimaet.
Lækkert kluns og andre unikke fund er linet up på stribe, når bazaaren åbner dørene for aalborgenserne klokken 13.00 i Blok X i Karolinelund.
Alle og enhver kan komme forbi og gøre en god handel, da der burde være lidt for alles smag.
Bazaaren bliver afholdt flere gange i løbet af foråret og sommeren.
Loppemarked i Schleppegrellsgade
I en af vestbyens hyggelige gader kan du tage på opdagelse fra klokken 10.00 – 14.00.
Schleppegrellsgade bliver forvandlet til et vaskeægte genbrugsmekka med en sand velsignelse af boder, som er fyldt med diverse ting og sager fra beboerne i gadens gemmer.
Cirka 20-25 huse deltager. Og så er din opgave ellers bare at hjælpe dem af med deres gamle guld og give det nyt liv.
Man vil kunne slukke tørsten i slush ice og kaffe eller få sig et stykke kage.
Du kan læse mere om loppemarkedet her.
Grib fat i din bedste loppemarkedmakker og tag på tour de loppemarked i Aalborg.
Pop-up loppemarked
I en lidt mindre skala finder man det nystartede koncept “Pop-up Lop”, der også er åben i morgen.
Her er tøjstativer stillet op i GAME Streetmekka, Jazzcentret og Huset i Hasserisgade, og så bytter du ellers tøj i stedet for at købe det.
Du kan tage ét stk. tøj og give et stk. tøj – så giver du både nyt liv til noget, du ikke længere bruger, OG du får opdateret din garderobe.
I morgen er Center for Dansk Jazzhistorie og Huset i Hasserisgade ikke åbent, men det er GAME Streetmekka til gengæld fra klokken 12.00 til 19.00.