Ret unik: “Villa” i Nørresundby er på liste over landets mest specielle boliger
Hvis man ikke er til det klassiske parcelhus med teglsten og carport, så kan det være, at man skal kigge efter et mere særpræget hus.
Sådan et er til salg i Nørresundby, og er netop udpeget på en liste over de mest “mærkelige/særlige” boliger til salg lige nu.
Det er boligsiden Boliga, der overvåger hele boligmarkedet, som har lavet listen.
Der er nemlig tale om en tidligere søndagsskole i Nørresundby, hvor dele af skolen stadig findes i huset.
Bygget af Frelsens Hær
Engang sad der børn på rad og række i søndagsskolen i Nørresundby, som Frelsens Hær byggede i 1911.
I dag er huset forvandlet til en 240 kvadratmeter stor bolig, men i stuen er både loftshøjde og balkon bevaret i det, der engang var en forsamlingssal.
Prisen for ejendommen lyder på knap 4,5 millioner kroner.
Faktisk er der hele tre boliger i Nordjylland med på listen.
Sådan ser den øvrige liste ud.
Missionshus i Thy
I den lille by Svankær i Thy ligger en bolig, hvis fortid heller ikke ligefrem er skjult:
I det tidligere missionshus er prædikestolen nemlig bevaret i stuen og facaden er stadig præget af et kors.
Den 150 kvadratmeter store bolig – der både kan bruges som helårs- og feriehus – kan ifølge Boliga.dk blive din for blot 550.000 kroner.
Mølle i Sindal
Udefra ligner boligen på Møllebakken i den nordjyske stationsby Sindal det, som var dens oprindelige funktion: Nemlig en mølle.
Vingerne er sågar stadig i behold, men indenfor er den blevet lavet om til en moderne bolig på 127 kvadratmeter.
Køb den for 1.795.000 kroner.
Arkitektvilla i Udsholt
Huset på Enghaven i Udsholt ligner bestemt ikke de andre huse i den nordsjællandske landsby.
60er-villaen blev da også beboet og tegnet af arkitekten Max Louw med inspiration fra spansk stil gengivet i store rum i flere niveauer.
Det usædvanlige hjem er netop kommet til salg for 4.750.000 kroner.
Historisk byhus midt i København
Inde midt i København ligger Admiral Gjeddes Gaard – et af byens ældste mødesteder – som både Holberg, Tom Kristensen og Stauning gæstede.
Det mange hundrede år gamle byhus er fredet og fremstår velbevaret. Du kan købe ejendommen for 28,5 millioner kroner.