Unik oplevelse: Stine Rex vil have dig med på madskattejagt

Kvinden, som for nylig gennemførte verdens hårdeste løb – Badwater Ultramarathon i Death Valley, USA – har givet os den ære at breake nyheden om hendes næste løb.
For det sker i Aalborg.
Og du kan være med.
Under Nordjysk Madfestival sørger Stine Rex for, at du lørdag den 3. september kan komme med på en hyggelig og kulinarisk løbetur – eller gåtur. Du vælger selv både fodtøj og tempo. Alle kan være med.
Mine damer og herrer: Kom med på Madskattejagten med Stine Rex.

Konceptet er sjovt og enkelt: I løbet af cirka tre timer går du og din familie, veninde eller polterabend-gruppe hyggeligt rundt til en række rigtig gode spisesteder i byen.
Som en løbende eller gående buffet møder I hvert sted en tjener, som serverer lækkerier for jer af høj kvalitet.
Det er en overraskelse, hvilke fem steder I skal opleve. I får udleveret et skattekort, som guider jer til de kulinariske ‘skattekister’ i byen. Gåturen er cirka fem kilometer.
Stine Rex har har kreeret to Madskattejagter – en for børn og en for voksne. Det vigtigste denne lørdag er derfor ikke et skyhøj kondital – men: sultne maver.
Madskattejagten for børn
Lok dit barn eller børn med til en sjov formiddag lørdag den 3. september kl. 9.30-12.30. Dit barn kan styre skattekortet og vise jer vej. Et billet koster 120 kr. per person.
Madskattejagten for børn er en hyggelig mulighed for børn og deres forældre til at smage rigtig god mad fra fem spisesteder i Aalborg. Oplevelsen skal inspirere børn til nye smagsoplevelser i en nysgerrig atmosfære.
Undervejs på skattejagten møder I selvfølgelig Stine Rex i hopla.

Madskattejagten for voksne
Voksenudgaven af er en pubcrawl med de våde varer er i centrum.
Lørdag den 3. september kl. 14.00-17.00 skal I rundt til en række forskellige steder i byen – på cafeér og barer, hvor en tjener eller bartender hvert sted står klar med lækre cocktails, vin mv. og små hapsere, så I også har lidt at gnaske i. En billet koster 240 kr. per person.
Som vært vil I Stine Rex selvfølgelig være på ruten, klar til at give high-five eller hyggesnakke lidt.

“Findes der noget sjovere end at kombinere motion, mad og alkohol? Jeg elsker at rejse, og jeg elsker at løbe ude i verden. Men at vende hjem til Aalborg og skabe den her folkefest med mad og motion i centrum – dét er fedt,” siger Stine Rex.
Billetterne bliver revet væk
Der er 200 billetter til hver af de to madskattejagter, og de går som varmt brød.
Aalborg egen løbestjerne sørger for en hyggelig stemning på ruten, hvad enten du lokker dine børn med på madskattejagten med mad i centrum – eller du vælger voksenudgaven med lækre drikkevarer i fokus.
Billetter til Madskattejagten for børn (120 kr. per person) kan du købe her.
Og billetter til Madskattejagten for voksne (240 kr. per person) kan du købe her.
Hvad: Madskattejagt, én for børnefamilier og én for voksne – en del af Nordjysk Madfestival
Hvor: Start på Gl. Torv i midtbyen
Hvornår: Lørdag den 3. september, for børn kl. 9.30-12.30, for voksne kl. 14.00-17.00