Unik mulighed: Adoptér en hel skoleklasse i Aalborg

”Hvad vil du gerne blive, når du er voksen?”
Spørger du børn i dag, er svaret måske ikke længere ”astronaut” eller ”løvetæmmer”, men nok mere i retning af ”YouTube streamer” eller ”influencer”.
Der findes dog tusindvis af spændende jobs og arbejdspladser, som de ikke kender til.
Synes I, det er synd, at de unge hoveder ikke ved, hvorfor lige præcis jeres job er ret fedt, får I nu en unik mulighed.
Virksomheder i hele Aalborg Kommune kan gennem det nye partnerskab DinFremtid ”adoptere” deres helt egen skoleklasse, som de får besøg af minimum to gange om året.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Giver de unge et godt grundlag til fremtiden
Det står virksomheden frit for, hvilken årgang de gerne vil adoptere.
Vil I gerne opbygge et tæt forhold til klassen, kan I blive tilknyttet en 1. klasse og følge dem i alle ni af deres skoleår.
Foretrækker I at vise virksomheden frem til de ældre elever, kan I f.eks. adoptere en 5., 6., 7. eller 8. klasse.
Når virksomheden har fået en klasse, inviterer I dem til virksomhedsbesøg mindst to gange om året. Hvad I laver på de besøg, bestemmer I selv – der er stor frihed til at vise klassen, hvorfor jeres job er fedt.
Udover muligheden for at komme lidt væk fra skolebænken og ha’ en sjov dag i nye rammer, giver oplevelsen de unge bedre forudsætninger for at vælge uddannelse og karriere fremadrettet.
Og virksomhederne, ja, de får mulighed for at brande sig selv overfor næste generation af ansatte.
Alt det praktiske ved at adoptere en skoleklasse klarer konsulenterne fra DinFremtid (helt gratis vel og mærke), så det eneste I skal tænke på, er at vise klassen alt det, I byder på.
Snusepraktik, erhvervspraktik og meget mere
Har I ikke mod på at blive adoptivforældre, findes der også mange andre muligheder for at invitere de unge ind og inspirere dem til en fremtidig karriere.
I kan bl.a. invitere en 7. klasses elev i ”snusepraktik” én enkelt dag, eller åbne døren for nogle elever i 8. og 9. klasse til en uges erhvervspraktik.
Mulighederne er mange.

“Den gode nyhed til virksomhederne er, at de alle kan være med. Det er uanset, om de har 2, 20 eller 200 ansatte, og uanset om det så bare er 1 dag, de kan bidrage med.
Kommer de unge godt videre, vil det gøre en forskel – ikke bare for dem selv – men for os alle,” siger borgmester Lasse Frimand Jensen om partnerskabet.
Er I interesseret i at indgå i parternskabet, kan I læse mere her.